Josef og Karel Capek tjekkiske skuespil “Insektliv” (“Aus dem Leben der Insekten”) blev skrevet i 1921 og opført året efter i Prag. Mere end hundrede år senere regnes stykket stadig blandt hovedværkerne indenfor tjekkisk dramatik.
I Danmark huskes stykket bl.a. for en opsætning i 1950 på Det Ny Teater med Kjeld Jacobsen og Birgitte Reimer samt for Johannes Marrots opsætning på Gladsaxe Teater i 1966 med blandt andre Birgit Brüel, Baard Owe, Marie Louise Coninck, John Hahn-Petersen, Jørgen Kiil, Holger Perfort, Preben Neergaard, Tove Wisborg, Hugo Herrestrup og Lizzie Varencke samt (som dansere) Peter Bonke og Susanne Jagd.
På Nørrebro Teater er teksten blevet oversat af Thomas Levin og bearbejdet af forestillingens iscenesætter Niels Erling, der tidligere på sæsonen hittede på Blaagaard Teatret med Marie Bjørns tekst “Lov mig aldrig at glemme” anført en lysende Tammi Øst.
Den nye titel MENNESKEKRYB indikerer, at der er tale om en moderne og meget fri bearbejdelse af “Insektliv” og det passer. Men de tekstmæssige ofre opvejes heldigvis af Niels Erlings vilde og ganske vidunderlige iscenesættelse.
Christian Albrechtsens scenografi understreger forestillingens vidt forskellige to vidt forskellige dele. I den første transporteres vi til et overdådigt farverigt la la land, hvor vi møder den nuttede puppe – bedårende spillet af Stanley Bakar. Med barnlig forventningsglæde filosoferer han over, hvad han mon bliver til, når han engang forlader sin puppe. Vi følger ham på tur ind i dyrenes farverige verden, hvor er han møder en grumhed, der i den grad også virker menneskelig.
Mads Reuther er ret skøn som hans første ven, en håbløs poet dømt til udslettelse i et ubarmhjertigt univers. Morten Kjær, Amalie Lindegård, Carla Eleonora Feigenberg og Alexander Clement leverer vittige portrætter af nogle fabelagtige dyr med virkelig skræmmende adfærd.
Efter pausen er alt det kulørte forsvundet, og vi befinder os i et misantropisk sort-hvidt helvede underlagt en diktator. Genialt har man besat den øverste myndighed med Tilde Maja Fredriksen, der inden pause havde spillet en næsten rørende skabning på laveste trin af samfundets sociale rangstige. Nu er hun på mesterlig vis blevet forvandlet til et skæmmende uhyggeligt magtvæsen, der bruger undertrykkelse og nedgørelse som sine vigtigste arbejdsredskaber. Hendes ligemænd blandt verdens politiske ledere er ikke til at tage fejl af.
Men hvad med puppe? Blev han til det han havde drømt om? Stanley Bakar er hjertegribende god i sin lange afskedsmonolog og ingen kan forlade Nørrebro Teater uberørt efter et ophold i et dyrisk fantasiland, der pludselig er blevet vores virkelighed.
(Michael Søby)
