Selvom det er beklageligt, forstår man sådan set godt, hvorfor distributørerne bag hajfilmen MEG 2: DØDENS DYB (“Meg 2: The Trench”) har afholdt sig fra at holde en pressevisning. For det er en film, der ikke kan undgå at få dårlige anmeldelser. Den er dårligt spillet, har et åndløst manuskript og så er den nærmest forbløffende kedsommelig.
Filmen er en aldeles unødvendig efterfølger til “The Meg”, en forhistorisk kæmpehaj, der blev fundet på bunden af Marianergraven. I den nye film er det forslugne uhyre ikke alene, men får selskab af andre artsfæller samt diverse andre ækle havmonstre.
MEG 2: DØDENS DYB forener på sympatisk vis asiatiske stjerner som Sophia Cai med amerikanske og europæiske stjernenavne som Jason Statham, men bruger alt for lang tid på de ligegyldige karakterer og alt for lidt tid på hajerne og de andre livsfarlige fortidsfund.
Instruktøren Ben Wheatley har formået at skabe en film, der stort set er blottet for spænding, og hvis man ikke forstod til fulde at værdsætte Steven Spielbergs instruktørindsats i forbindelse med “Dødens gab” (hvis succes i midten af 1970’erne kan siges at være skyld i alle de efterfølgende makværker med en dræberhaj i fokus!), så indser man nu, hvor mesterlig Spielbergs store hajfillm var skruet sammen.
MEG 2: DØDENS DYB har da nogle få effektfulde scener og er rent teknisk heller ikke helt så håbløst skabt som nogle af de hajfilm, der fulgte lige efter Spielbergs triumf.
Men man kæmper unægteligt med søvnen undervejs, og filmens titel burde derfor have været “Meg 2: Dødens gaaaaaaaab!”
