Mungo Park i Allerød havde fået fine gæster på Scene 2 denne søndag eftermiddag, hvor teatret præsenterede en ny version af Euripide’ klassiske drama “Medea” i samarbejde med Copenhagen Chamber Performance. En slags mini-opera (på ca. 50 minutter), der bragte tragedien ind i en ny tid via en forunderlig musikalsk indpakning, der mixede kammermusik med mere nutidige elektroniske kompositioner.
I en cirkel af aske med et voksende antal børnesko stod Medea i Radmila Rajics ranke skikkelse og gennemlevede en rædselsfuld periode af sit liv, der kulminerede i mordene på hendes to sønner.
Gennem Line Paulsens iscenesættelse opnåede Hugi Gudmundssons sanseligt søgende toner en fascinerende symbiose med musikerne Kirstine Elise Pedersen (cello), Pernille Petersen (blokfløjte) og Mathias Reumert (slagtøj). Også Radmila Rajic formåede med sin magtfulde stemme at synge sig ind i vores sind og fandt også nogle stærke dramatiske udtryk undervejs til at supplere med.
Men hendes replikbehandling befandt sig desværre ikke på samme niveau som hendes sanglige formåen, og hun kæmpede en forgæves kamp med Jesper Bræstrup Karlsens libretto. Artikulationen af det danske sprog – især vokalerne – spændte alt for mange gange ben for vores fulde forståelse. Vi må ikke komme i tvivl om, hvorvidt Medea taler om Jesus eller Jason. Det forekom samtidig besynderligt, at Radmila Rajic så relativt ubesværet kunne give tyngde til en tekst, når hun sang den, mens der slet ikke var vægt nok bag indholdet, når hun blot sagde ordene.
Dermed blev MEDEA ENIGMA reduceret til en musikalsk fornøjelse, som også Radmila Rajic havde en betydelig andel i – gudskelov.
(Michael Søby)
