Et billede siger mere end tusind ord er en velkendt og slidt kliche. Men kan tusind ord sige mere end et billede? Det kan de vel, hvis ordene kommer direkte fra hjertet. Det gør de tusindvis af ord i fotografen Henrik Saxgrens erindringer MED EGNE ØJNE. Det er bankende følelser og myldrende tanker, der præger Saxgrens erindringer. Bogen vidner om et meget intenst liv, hvor Saxgren har brændt sit lys i begge ender. Erindringerne er ledsaget af mange mesterlige fotografier. Både dokumentariske og kunstneriske fotografier. Kan det være anderledes, når det er en fotografs erindringer? Næppe!
Den amerikanske kritiker og forfatter Susan Sontag har udtalt: ”At tage et fotografi er at deltage i en anden persons dødelighed, sårbarhed og foranderlighed. Netop ved at skære dette øjeblik ud og fryse det, vidner alle fotografier om tidens ubarmhjertige smeltedigel.” Omtrent sådan en følelse efterlades man med som læser, når man har vendt sidste side i Saxgrens personlige, inderlige og oplevelsesrige erindringer. Sikken et liv, sikken et mod og sikke mange lidelser! Erindringerne indledes da også med sygdom. Først i bogen er Henrik Saxgren desperat på jagt efter én, der kan kurere ham fra sine fysiske lidelser, der mest af alt er en konsekvens af et liv i overhalingsbanen. Saxgren finder heldigvis en fysioterapeut i Karlslunde, der får bragt ham til hægterne igen.
Sygdom kommer der mere af senere i bogen, men det indtryk der indprentes i ens bevidsthed, er en mand med en helt enorm livsvilje. En mand der formår at indfange livets skønhed og gru i uforglemmelige snapshots. Ligeledes en mand fyldt med politisk indignation og styret af filantropisk engagement. En mand der kæmper de undertryktes sag og tror på fotografiets evne til at sætte en dagsorden. Det kan man ikke andet end beundre eller blive inspireret af.
Styrken ved Saxgrens erindringer er den usentimentale fremstillingsform gennem det meste af bogen. Bogen kunne let blive selvforherligende med al det imponerende gods, som Saxgren har fragtet med sig i et langt liv. Men Saxgren skal tydeligvis videre på sin færden i livet, så kærlig og øm meditation over egne meritter er ikke noget han gør sig i. Tværtimod skriver Saxgren enkelt, nøgternt og uhøjtidelig om sine oplevelser, som fremstår som en nærmest uendelig filmrulle med flere menneskers liv. Men der er kun tale om en enkelt mands liv – Henrik Saxgrens liv.
Årti for årti får læseren et indblik i verdens konflikter, men vanskelige familieforhold sniger sig ligeledes ind. I første del af bogen er linsen rettet mod Danmark. Det er sjovt at læse om Saxgrens skolegang i Randers. Specielt en episode hvor Saxgren stolt fortæller sin lærer, at han har læst Hans Scherfig og Klaus Rifbjerg. Noget der falder i særdeles dårlig jord, da den første er kommunist, og den anden er republikaner.
Senere bliver fotografiet Saxgrens levevej. Først på Randers Dagblad og senere gennem selve fotografuddannelsen, hvor Saxgren tager til Paris og sidder hver dag i en uge og tager billeder af forbipasserende. Et kort ophold hos Tvind bliver det også til. Ellers hører vi om livet i et kollektiv og den spirende bz-bevægelse i København, som Saxgren fanger med sit kamera.
Fra 1980’erne rettes linsen mod andre verdensdele som Mellemamerika, Mellemøsten og ikke mindst Grønland, som Saxgren allerede blev fascineret af som helt ung. Som fotograf og skribent ønsker Saxgren at gengive virkeligheden i dens rå form og undgå det glitrede glansbillede af verden. I de senere år har Saxgren viet sin tid til at tage fotografier af Grønlands bjergtagende natur og fotograferet mennesker, der er flygtet fra krig.
Læsere der er født omtrent samme tid som Henrik Saxgren vil have glæde ved at læse om de mange historiske begivenheder, som de selv var vidne til gennem aviser og tv eller måske ligefrem på egen hånd. Mest af alt kunne man dog håbe på, at unge læsere opdager bogen, da bogen er en åbenhjertig invitation til at leve et eventyrlystent og modigt liv. Bogen er ligeledes en hyldest til fotografiet som kunstform og journalistik virkelighedsgengivelse. Hvis man ikke i forvejen holder af livet eller fotografiet, vil man med sikkerhed gøre det efter at have læst Henrik Saxgrens erindringer.
(Gæsteanmelder: Niels Roe)
