MAY DECEMBER

★★★★★☆

Todd Haynes er blevet kaldt vor tids Douglas SIrk, for begge instruktører havde/har en forkærlighed for melodramaet. Men i deres bedste film formåede de også at adressere alvorlige emner med både dybde og kompleksitet.

Lana Turner-filmen “Imitation of Life” fra 1959 fremstår således som et af de fineste eksempler på en skildring af datidens raceproblematikker, mens Todd Haynes-film som “Far From Heaven” og “Carol” begge havde empati med homoseksuelle karakterer, der sjældent blev sympatisk skildret i deres samtid.

I MAY DECEMBER giver han sig i kast med et andet tabu, nemlig forholdet med en ung mand og en ældre kvinde. Joe var kun 13 år gammel, da han indledte et forhold til sin mentor Gracie, og selv efter den offentlige skandale og en fængselsdom overlevede deres forhold. 20 år efter lever de i et tilsyneladende harmonisk familieliv sammen med deres børn, men da den berømte skuespillerinde Elizabeth besøger dem, fordi hun skal spille Gracie i et nyt filmprojekt, bliver de atter konfronteret med fortidens hændelser.

Natalie Portman spider med intelligens og vid sin egen branche med en sylespids satire over filmverdens brug og ikke mindst misbrug af virkelighedens ofte tragiske skæbner. Julianne Moore er formidabel som Gracie, der stadig betaler prisen for, hvad hun gjorde i kærlighed for tyve år siden. Charles Melton får på diskret vis gjort rede for den forelskede dreng, der blev til en eftertænksom mand.

Tre skueskuespillerpræstationer, der alle er helt med fremme i kampen om Oscar-nomineringer ligesom filmens manuskript, der har flere nuancer og lag, end man sædvanligvis ser i en amerikansk film.

Nævnes bør også filmens musik, der ganske vist er planket fra Joseph Loseys mesterværk “Sendebudet”, men som også fungerer upåklageligt her. Komponisten er da også den 3-dobbelte Oscar-vinder Michel Legrand – kendt fra de banebrydende Jacques Demy-musicals “Pigen med paraplyerne” og “Pigerne fra Rochefort” og Babra Streisand-filmen “Yentl”.

MAY DECEMBER er på flere måder Todd Haynes’ mest dristige film til dato, og den hører også blandt hans bedste.