MAXXXINE

★★★☆☆☆

Instruktøren Ti West har skabt et spøjst mix af gys og komik. Han tager os med tilbage tilbage til 80’ernes Hollywood, hvor pornofilmstjernen med det ganske passende navn Maxine Minx forsøger at få et gennembrud som “rigtig” skuespiller via en birolle i en gyser.

Ti West forsøger virkelig at få Mia Goth til at ligne en skuespillerinde – med assistance fra sminkeholdet, men hendes flade repliklevering afslører hende. Der vil dog helt givet være mænd med hang til datidens hetero-porno og/eller platte gyserfilm, der forveksler hendes udseende med hendes talent.

Men filmen overrasker dog en smule ved at have to glimrende skuespillere i biroller. Kevin Bacon, der på grund af en teknisk fejl aldrig kom i spil til en Oscar-nominering for sin birolle i Meryl Streep-filmen “River Wild” er storartet som klam stalker, og Elizabeth Debicki leverer et knivskarp portræt af den kvinde, som rent faktisk ser noget talent i Maxine.

Men desværre er MAXXXINE mere vulgær end godt er, og man havde undt både Bacon og Debicki en bedre film på højde med deres talenter.