Da Peter Langdal i 2007 havde premiere på den første store Matador-musical baseret på dansk tv’s hovedværk af samme navn, blev det allerede inden premieren af mange betragtet som en helligbrøde. Og selvom der slet ikke var tale om noget entydigt flop, som enkelte yndede at gøre den til, så var modtagelsen dog skuffende. Men 17 år senere forekommer det knap så kriminelt – måske fordi der er kommet ekstra afstand til det originale værk, så man bedre kan acceptere en ny version.
De ofte ret repetitive sangtekster forekommer nu ikke mindre banale i det nye musical-forsøg på Falkoner Scenen, hvor Danmarks internationalt anerkendte scenograf og videodesigner Benjamin La Cour atter skaber et visuelt festfyrværkeri. De mange blade afspejler tidernes skiften, mens historier om Korsbæks borgernes kærlighedstrængsler glider over scenen i et dynamisk tempo.
I forhold til TV-serien fokuserer den nye musical mere på overklassen, og at en så væsentlig figur som stuepigen Agnes ikke er med, virker påfaldende, fordi Agnes’ skæbne et langt stykke af vejen spejlede Mads Skjerns. Også Agnes var ved at sætte sig selv og sin familie over styr i jagten på økonomisk vækst, og ved at ofre hendes historie ryger en væsentlig del af Matador-historiens sociale dybde.
Nicolai Jørgensen har næsten en for ung og mild en udstråling til at spille Mads, men efter et uheld til en forpremiere, måtte han spille rollen med et krykke, og det gjorde ham tilmed skrøbelig, hvad han først skal være til sidst. Sangstemmen kom også på en prøve, men der er Lea Thiim Harders Ingeborg til gengæld på hjemmebane. Men selvom Lea Thiim Harder bestemt er blevet en god skuespiller med tiden, så har hun ikke samme tyngde i replikkerne, som vi er vant til fra Ghita Nørby, Så går det altså bedre for Nicolai Jørgensen, selvom han er oppe imod mindet om Jørgen Buckhøj i sit livs rolle som den stadig mere kapitalistiske MATADOR.
Annette Heick og Carsten Svendsen har en god kemi som Elisabeth og Kresten, og hendes effektive showstil danner en god kontrast til hans mere lyriske stemme, der også kom til sin ret i Operaen via “Som i himlen”. Også Jon Lange og Marie Dalsgaard klæder hinanden som Hans Christian og Maude – med Lange som den mest menneskelige. Men Dalsgaard rammer til gengæld Maudes diktion forbløffende præcis.
Daimi Gentle, der fik sit filmkunstneriske gennembrud i Erik Ballings “Jeg er s’gu min egen”, var et højdepunkt i den første Matador-musical i rollen som Laura, og nu forgylder hun rollen som Fru Fernando Møhge i smukt samspil med den fortræffelige Ragnhild Kaasgaard i rollen som hendes underkuede og alkoholiserede datter Misse. Fru Fernando Møhges lidt for konkrete afskedsbrev til datteren synes dog ikke at være i pagt med den oprindelige karakter og en musikalsk (op-)sang havde fungeret bedre.
Blandt de unge gør især Søren Torpegaard Lund sig gældende. Man troede ikke helt på ham som bandemedlem i “West Side Story” i Operaen, men som Mads Skjerns homoseksuelle søn Daniel forekommer han særdeles troværdig og hans kønne stemme kommer til sin ret i 2. akts mest rørende sang. Blandt de øvrige medvirkende, der varetager flere roller undervejs, gør især Joakim Lind Graae Tranberg god fyldest som Bolt og Stein. Han skal efter premieren også overtage rollen som Mads et stykke tid, da Nicolai Jørgensen skal have ro til sit ben.
Anja Gaardbos koreografi sørger for, at der kommer lidt sus i Astrid Lynge Ottosens flotte kostumer, og iscenesætter Frede Gulbrandsen har atter fået skabt en både spektakulær og underholdende forestilling. Producenterne Hele Danmarks Musicalteater kan således godt tillade sig at være tilfredse og lidt stolte af produktionen, selvom det er en umulig opgave, de har stillet sig selv, Lidt mere dybde ville have gavnet forestillingen, men det kan jo komme?
(Michael Søby)
