Det Kongelige Teater chokerede i 2017 med en gennemført rædsom opsætning af Ludvig Holbergs skuespil MASKERADE, hvor et væld af gode kræfter blev misbrugt. Heldigvis skulle der ikke gå mange år før GrønnegårdsTeatret beviste, at det bestemt ikke var teksten, der var noget galt med.
Efter at have set MASKERADE på Aalborg Teatrets store scene kommer man dog næsten i tvivl. For det er lykkedes for Aalborg Teaters nye chef iscenesætteren og scenografen Thomas Bjørnager at få Ludvig Holberg til at fremstå som blød i bolden.
Ambitionen om at få et yngre publikum i teatret er bestemt fornuftigt, men hvorfor skal det gå ud over Holberg? MASKERADE må være den af Holbergs komedier, der egner sig mindst som børneforestilling, fordi dens generationsopgør primært vedrører store børn og infantile voksne. Men med et farverigt boldbassin som scenisk lokkemad må Bjørnager have konkluderet, at også de yngste publikummer ville være underholdt.
Forestillingens unge bruger dog primært bassinet som erstatning for en tur i høet, og de gamle kaster sig ned i det, når de vil drukne sig! Ellers flyver boldene bare rundt, som var de designet til at tage opmærksomheden fra teksten, og gentagne gange hører man da også en stadig mere højtråbende knægt spørge, om forestillingen ikke snart er slut?
På den baggrund bør man først og fremmest have medlidenhed med de medvirkende – og især de unge synes på herrens mark i dette synetisk latteglade inferno. Det bedste, man kan gøre for dem, er faktisk ikke at nævne deres navne.
Marie Knudsen Fogh, der skulle have vundet en Reumert for den uforglemmelige Anita-trilogi, forstår som den eneste på scenen at vise os, hvad denne forestillingen kunne have været. Hendes sjove og saftige Magdelone bliver forestillingens lyspunkt.
Lars Topp Thomsen er heldigvis filmaktuel i “Synkefri”, så man kan se, hvor dygtig en skuespiller, han er, når han får muligheden, og Jørgen W. Larsen giver sin Leonard en vis klædelige noblesse.
Hvis Aalborg Teater igen skal være et af landets førende teatre, så bør teaterchefen sikrer sig, at han har de rette unge skuespillere på teatret, der magter både klassikerne og den moderne dramatik, komedien såvel som alvoren.
Men han bærer selv størstedelen af ansvaret for, at denne MASKERADE hører blandt de værste, vi har set på dansk grund i nyere tid, og det kan ikke undre, at salen var halvtom. Anstrengt pjankeri og Søren Banjomus klæder altså ikke en klassisk Ludvig Holberg-komedie.
(Michael Søby)
