Magtkampen mellem to af verdenshistoriens stærke kvinder Maria Stuart (”Mary”) og Dronning Elizabeth d. 1. vedbliver med at fascinere – også uden for historiebøgerne.
Filmbranchen har gentagne gange kastet sig over dette bloddryppende drama, og den hidtil bedste filmversion er Charles Jarrotts udgave fra 1971 – ”Mary, Queen of Scots” – med en Oscar-nomineret Vanessa Redgrave som Mary og en anmelderrost Glenda Jackson som Dronning Elizabeth d. 1.
Mange store skuespillerinde har gennem tiden forgyldt rollerne på diverse teaterscener. I 2009 kunne man således opleve Sidse Babett Knudsen som Maria Stuart og Ditte Gråbøl som Dronning Elizabeth på Betty Nansen Teatret i Katrine Wiedemanns fortolkning af Friedrich von Schillers skuespil.
Nu er Mary og Elizabeth tilbage på Betty Nansen Teatret – men denne gang som rivalinder i en dramatisk danseforestilling.
Signe Fabricius, der også iscenesatte de beslægtede danseforestillinger ”Bonnie og Clyde” og ”I am Gold” på Betty Nansen Teatret, får også denne gang skabt et interessant værk, der dog kræver et vist kendskab til historien, hvis man vil have fuldt udbytte.
Signe Fabricius har skabt koreografen i samarbejde med et stjernehold af dansere med Astrid Elbos Mary som det funklende centrum. Mange danseforestillinger lider under, at danserne skal sige replikker, men det er ikke et problem denne aften, for ikke mindst Astrid Elbo formår også at tale med troværdighed på scenen samtidig med at hendes kropslige kunnen fejrer nye triumfer. Ikke mindst i scenen, hvor Elizabeth (en stærk Camilla Spidsøe) har spærret hende inde i scenografen Ida Grarups raffinerede lille fuglebur, finder Astrid Elbo originale udtryk – fysiske såvel som verbale – for Marys afmagt og aggression.
To af tidens mest spændende mandlige dansere Tobias Praetorius og Mads Gronemann optræder som manipulerende mænd, men da dette primært er en danseforestilling, må vi tage til takke med de sanselige udtryk. Figurernes fortællinger forbliver underfortalt, hvilket i nogen grad skader dramatikkens kompleksitet.
Luc Boris André Kouadio synes mest at skulle agere hofnar, og prægtige talenter som Adam Tocuyo og Oliver Zohore får simpelthen ikke nok spændende materiale at arbejde med. Med en varighed på kun fem kvarter kunne man med fordel have udbygget historien – også selvom forestillingen blev et kvarter længere, så samtlige medvirkende fik lov til at shine og vores forståelse for de mandlige karakterers handlinger blev større.
Men vi nyder, det vi får – og forhåbentlig bliver det ikke sidste gang, at Betty Nansen Teatret blander dans og dramatik, for det har netop været deres styrke i de senere år.
(Michael Søby)
