MARTY SUPREME

★★★★★☆

Timothée Chalamet burde have vundet en Oscar for ”A Complete Unknown” sidste år, og i år fortjener han at vinde for sit portræt af den ukuelige Marty i Josh Safdies forrygende MARTY SUPREME.

Marty Mauser er et resultat af The American Dream og hans fanatiske forsøg på at nå sit mål om at blive verdens bedste bordtennis-spiller gør ham efterhånden farlig for sine omgivelser. Marty har måske det, der skal til for at blive en vinder, men i sine bestræbelser på at blive en vinder, må han gøre køb på alle moralske værdier.

Josh Safdies film er nemlig ikke kun en film om en håbløs sportsidiot, men om en mand, der efterhånden ligner et affaldsprodukt af den amerikanske drøm. Safdie stiller med andre ord spørgsmålstegn ved de amerikanske værdier og den amerikanske moral, for selvom filmen udspiller sig i 50’erne, kan vi i den grad godt relatere til problematikken nu. Faktisk er der svært at komme på en film, der forekommer mere relevant i de danske biografer i øjeblikket.

De 9 Oscar-nomineringer omfatter blandt andet to til Chalamet som hovedrolleindehaver og som producent af en af årets bedste film. Også filmens casting – en ny kategori, som giver mening i denne sammenhæng – er nomineret. Rollelisten består både af amerikanske specialiteter som Gwyneth Paltrow, Fran Drescher og Sandra Bernhard, der er perfekte valg til deres roller i lighed med det nye navn Odessa A’zion, der på mange måder giver filmen dens hjerteblod.

Men alt står og falder med Timothée Chalamet, der satser hele sit talent på at fremstille den skruppelløse Marty, der ved gud ikke er nogen elskelig hovedrollefigur – men det var Michael Douglas heller ikke i ”Wall Street”, og han vandt alligevel. Det geniale i Timothée Chalamets præstation er, at han formår både at fortælle den lille historie om en ung fyr fra trange kår, der bare gerne vil fremad i livet, men også den store om et samfund uden nåde – dømt til at fostre sønner uden nåde.

MARTY SUPREME viser os vrangsiden af USA – og pludselig forstår vi helt ned i sjælen, hvorfor det gik så galt med ”mulighedernes land”.