Historien om er godt stof og har også inspireret til et væld af bøger, teaterforestillinger, tv-serier og film. Mest seværdig blandt spillefilmene er W.S. Van Dykes overdådige “Marie Antoinette” fra 1938 med Norma Shearer og Robert Morley i Oscar-nominerede præstationer. Marie-Antoinette dukkede også op for fem år siden i Mungo Parks prisbelønnede forestilling “De Hovedløse”, der stadig er på teatrets repertoire.
Nu er det så tid til en forestilling om MARIE-ANTOINETTE på Det Kongelige Teater, nærmere bestemt Mellemgulvet, Skuespilhusets mellemstore scene. Forestillingen er skabt af Regimentet – en gruppe samskabende scenekunstnere med Anna Balslev som iscenesætter.
Den 14-årige Maria Antonia transporteres fra sit hjem i Østrig til Versaille i Frankrig for at blive Louis d. 16endes barnebrud. Hun fratages alt, der knytter hende til Østrig, og bygges op som en lagkage i pompøse hvide klædninger og paryk til hun ligner en kommende dronning.
“Det siges” at en forhudsforsnævring i lang tid forhindrede parret i at få børn, men alle bud på, hvad der rent faktisk skete i 1600-tallet, må tages med forbehold. Marie-Antoinette lærte dog gradvist at begå sig ved hoffet, men i takt med at befolkningens armod voksede, blev hendes stadig mere udprægede hang til ødselhed et problem.
Nanna Skaarup Voss formår at vise udviklingen fra lille pige til dronning med finesser, og især scenen, hvor MARIE-ANTOINETTE gør rede for sine ambitioner for fremtiden, overbeviser os om, at denne MARIE-ANTOINETTE har ben i næsen. Freja Klint Sandberg er ret vidunderlig som Polignac, hendes allierede på slottet, indtil et magtskifte synes uundgåeligt. Mathias Bøgelund morer som klynkende konge, og Simon Kongsted rummer en djævelsk farlighed som hofsnogen Choiseul.
Fra Aarhus Teater kommer Sofie Nolsøe for at spille kongens berømte elskerinde Madame Du Barry med fine nuancer, og som dronningens formoede elsker, Axel von Fersen, udgør Alexander Bryld Obaze et fuld forståeligt alternativ til forestillingens skraul af en konge.
Dramatikeren Sonja Ferdinand har på forbilledlig vis fået gisninger og fakta til at gå op i en højere enhed, og iscenesættelser Anna Balslev giver ensemblespillet samhørighed, og en lethed, der understreges i Viktor Dahls underlægningsmusik.
Sidst men bestemt ikke mindst bør Laura Løwe roses ikke blot for de luftige lyse kostumer, men også en blændende scenografi, hvor springvand meget hurtigt kan blive til blodbad.
Man glæder sig således allerede til Regimentets næste forestilling i den kommende sæson: “Kasmir og Karoline” efter Ödön von Horváths tragi-komiske skuespil fra 1932.
(Michael Søby)
