At Dronning Margrethe er en hyppig gæst i Det Kongelige Teater flettes også ind i handlingen i den nye musical MARGRETHE. Men til premieren på Det Kongelige Teaters Gamle Scene stod hendes faste plads tom, hvilken man sandelig godt forstår. For så var omtalen af forestillingen i langt højere grad kommet til at handle om hendes reaktioner, og selv for en dronning må det være urimeligt svært at finde grimasser, der passer, når man skal se sit livsværk banaliseres og sentimentaliseres i en musical.
Men dermed slet ikke sagt, at MARGRETHE – THE MUSICAL er en dårlig forestilling. Tværtimod forbløffes man ligefrem over, hvor underholdende og velfungerende en forestilling, som iscenesætter Mads M. Nielsen har fået skabt i Benjamin La Cours rustikke men bevægelige scenografi.
Atlantis-trioen Thomas Høg, Lasse Aagaard og Sune Svanekier kommer med fire forskellige Margrethe’r godt rundt i den royale familiehistorie med fokus på hendes liv i Danmark. Dronningens talrige meritter i udlandet og de mange historiske internationale personligheder, hun har mødt, synes ikke at have interesseret trioen synderligt. Men der er faktisk også rigeligt med stof at give sig i kast med, og man kunne sågar med fordel have skåret et kvarter i 2. akt., så forestillingens længde kom tættere på to-en-halv time.
Prinsesse Margrethes ankomst under 2. verdenskrig fremstilles som et lille lys i mørket, og forestillingen igennem skildres hun gennemgående positivt, omend de kritiske indslag fylder mere efter pausen.
Lily Hanskov Aginsky, Emilie Groth og Xenia Lach-Nielsen brillerer alle med vokalt overskud som de tre yngste Margrethe’r, men det er og bliver Ulla Henningsen, der både sjæleligt og sangligt samler forestillingen og giver den format. Selv når situationerne og replikkerne truer med at blive lige lovlig ugebladsagtige, formår hun at hæve sig over trivialiteterne og stråle som en livsklog dronning, hvis popularitet aldrig for alvor har været i fare. Ligesom Helen Mirren gav det definitive portræt af Dronning Elizabeth i filmen “The Queen”, fremstår Ulla Henningsen, som den Dronning Margrethe, som vi i medgang og modgang aldrig er holdt op med at elske og beundre.
De tre forskellige udgaver af Prins Henrik supplerer hinanden godt. Sebastian Harris leverer et musikalsk højdepunkt i forestillingen som den unge prins, Morten Lützhøft fanger den midaldrende prins’ franske accent sublimt og Peter Schrøder rammer Prins Henriks frodige folkelighed på kornet. Nævnet bør også Tine Gotthelf som dronning Ingrid, Kim Hammelsvang som kabinetsekretær og Cassandra Lemoine som Mary, og i det øvrige ensemble bemærker man med glæde så forskellige kunstnere som Randi Winther og Mathias Hartmann Niclasen.
Trods anstrøg af sæbeopera mærker vi kærligheden til Margrethe i både ord og toner i Thomas Høg, Lasse Aagaard og Sune Svanekier forlæg, og det bliver i sidste ende afgørende for vores oplevelse. Mikkel Rønnow og hans orkester får musikken til at leve, og der er næppe tvivl om, at et stort publikum vil elske denne forestilling.
Så måske Dronning Margrethe med tiden vil forsone sig med musicalens uhyrligheder, og i stedet opleve værket som det kærligt kys med tak for indsatsen, det dybest set også er.
(Michael Søby)
