Kirsten Olesen, Stina Ekblad og Kirsten Lehfeldt hittede i 2020 med komedien ”Madklubben”, hvilket naturligvis måtte udløse en to’er. Charlotte Sachs Bostrup har instrueret efterfølgeren, der har fået titlen MADKLUBBEN – HJEMME IGEN, og som faktisk er ligeså fornøjelig som den første film. Det skyldes ikke mindst gensynet med Judy Gringer.
71 år efter sin filmdebut i ”Ballettens børn” gør sprudlende Judy Gringer et sensationelt comeback. Hun spiller den elskelige demente mor til Marie (Kirsten Olesen), og det er ikke mindst Judy Gringer, der sætter filmens underholdningsværdi i vejret.
Marie har ellers nok at se til, for sammen med veninderne Berling og Vanja skal hun lave en madfestival, men der bliver heldigvis også mulighed for lidt romantik med en af grossisterne, den charmerende Torben (karismatiske Michael Falch).
Kemien mellem de tre skuespillerinder Kirsten Olesen, Stina Ekblad, og Kirsten Lehfeldt er der stadig, og sympatiske Kurt Ravn dukker også op som borgmester.
MADKLUBBEN – HJEMME IGEN er selvsagt ikke stor filmkunst, men man hygger sig gevaldigt, mens man ser den. Lytter man godt efter filmens soundtrack, genkender man Michael Falchs sprøde samstemme, og bliver en lille smule misundelig på Kirsten Olesen.

