Jacob Møller, der har gjort sig positivt bemærket som instruktør af kortfilm, debuterer som spillefilmsinstruktør med et smukt intenst kammerspil, hvori den forpinte MADAME IDA er omdrejningspunktet.
Filmens unge hovedkarakter, den 15-årige Celilia, er vokset op på det børnehjem, hvor hun er blevet gravid, og flytter derfor ind i MADAME IDAs herskabsvilla. Cecilia har indvilget i at bortadoptere sin datter til den midaldrende og velstående MADAME IDA, og de to kvinder knytter sig også til hinanden.
Men gradvist oplever vi, at MADAME IDA ikke er, hvad hun var engang, og den engang så ombejlede frue lever nu et ensomt og fattigt liv med sin aldrende fåmælte tjenestepige Alma som eneste selskab. Gradvist kommer Cecilia i tvivl om, hvorvidt det er det bedste for den kommende baby at vokse op hos MADAME IDA, der selv bærer rundt på nogle psykiske traumer og et uhyre svingende temperament.
Handlingen udspiller sig primært i MADAME IDAs villa, og trods tre fremragende skuespillerpræstationer forbliver filmen mere klaustrofobisk, end godt er.
Men Flora Ofelia Hofmann Lindahl skildrer smukt udviklingen i den unge Cecilia, der gradvist lærer ikke blot at tage vare på sig selv, men også sit barn. Der er noget fascinerende foruroligende i Christine Albeck Børges MADAME IDA. Hun og Flora Ofelia Hofmann Lindahl spillede sammen i serien ULVEN KOMMER, og vandt begge priser for deres samspil, og det fortjener de også denne gang. Her spiller de to kvinder, der er tvunget til at stole på hinanden, men gradvist mister tilliden. Der opstår en form for magtkamp mellem dem, hvor ingen kan vinde, og alle risikerer at tabe.
Alligevel er det gang på gang Karen-Lise Mynster, der løber med opmærksomheden som den forknytte Alma. Med sit korte hår og alvorsfulde blik aner man en line tilbage til Karen-Lise Mynsters Ulla i “Matador”. Heller ikke hun fik nogen heldig start på voksenlivet. Man fornemmer en livslang smerte i hver en bevægelse og hvert et blik fra Karen-Lise Mynsters Alma. Sådan kunne det være gået Ulla og talrige andre kvinder, der ikke hørte til de priviligerede klasser. Karen-Lise Mynster får ikke kun skabt et hjertegribende portræt af et frysende ensomt og undertrykt menneske, men også et mausoleum over de tavse tyende, der i århundreder aldrig blev set eller hørt. En Bodil-pris ville ikke være for meget.
