En ny Madame Butterfly er landet på Operaens Store Scene (nu under navnet MADAMA BUTTERFLY), og det er der mange gode grunde til at glæde sig over. Forestillingen, et samarbejde mellem Oper Graz og Den Kongelige Opera, har nemlig en ganske original tilgang til historien, som gør den mere relevant i vor tid – uden at forråde den oprindelige kærlighedshistorie.
Iscenesætter Floris Visser lader historien begynde på et museum, hvor en ung mand kredser om fortidens japanske klenodier i håb om at finde en dybere forståelse af, hvem han er og hvad han kommer fra.
Har man set “Madame Butterfly” før, ved man naturligvis, at han er søn af en amerikansk løjtnant og en japansk geisha kaldet Cio-Cio-San (“Butterfly” eller på dansk “sommerfugl). Vi oplever herefter hele historien om MADAMA BUTTERFLY med den unge mand på sidelinjen.
Først til sidst træder han aktivt ind i historien – for hvordan skal han kunne tilgive sin far, når han nu selv har erfaret, hvad faderens svigt betød for hans mor.
Karah Son er en moderne og vidunderlig usentimental MADAMA BUTTERFLY, en kvinde som betalte en høj pris for sine valg, men også en kvinde, der nægtede at gå på kompromis og som ikke nødvendigvis tog den rette beslutning for at redde sin dreng. Hyona Kim yder en smuk indsats også rent vokalt som hendes trofaste støtte, Suzuki, og da Evan LeRoy Johnson viste sig at være ramt af en sminkeinfektion og derfor ikke var på toppen i rollen som løjtnant Pinkerton, blev det i den grad kvindernes aften i operaen.
Gideon Daveys flotte scenografi understregede elegant iscenesætterens intentioner, og dirigenten Paolo Carignani havde godt styr på Det Kongelige Kapel. Puccinis musik kom ikke kun til sin ret, når de kvindelige solister brød ud i sang, men også når operakoret gik i symbiose med orkestret og for alvor fik understreget den musikalske mangfoldighed i dette mageløse værk.
Denne MADAMA BUTTERFLY synes langtidsholdbar og fortjener at blive mere populær end mange af de mere rørstrømske opsætninger, vi har set herhjemme.
(Michael Søby)
