At Kirsten Olesen stadig er på sin kunsts højde fremgik med al ønskelig tydelighed af hendes krævende Reumert-belønnede præstation som Goebbels’ sekretær i “Et tysk liv”. Rollen markerede samtidig hendes 50-års skuespillerjubilæum – heraf 40 på Det Kongelige Teater. Derfor forekom det som et chok for mange, da Det Kongelige Teater kort efter fyrede hende.
“Jeg har det helt fint. Jeg går ikke derfra nedtrykt, bitter og ulykkelig. Slet, slet ikke.” udtalte Kirsten Olsen i den forbindelse til pressen, og tilbuddene har da heller ikke manglet.
Sygdom forhindrede desværre Kirsten Olesen i at spille hovedrollen i monologen “Kassandra” på Husets Teater, men det betød i al fald et velkomment gensyn med Benedikte Hansen. Heldigvis fik Kirsten Olesen en enorm udfordring på Aalborg Teaters Store Scene:
Ingmar Bergmans Bodil-belønnede “Høstsonaten”, der i filmversionen indbragte både Ingmar Bergman og hans stjerne Ingrid Bergman velfortjente Oscar-nominering overfor Liv Ullmann i rollen som hendes datter.
“Man kan godt mærke, at det er skrevet af en mand. For hvor er faren hende i den historie? Men jeg synes, vi har fået en god vinkel på stoffet og vi har har haft det godt til prøverne.”
Kirsten Olesen, der netop er rundet de 75 år, formår da også denne gang at gøre en stor og krævende rolle til sin egen i Camille Sieling Langdals iscenesættelse og i gnistrende samspil med Marie Knudsen Fogh.
Som der står i cphculture.dks anmeldelse: “Der er internationalt format over Kirsten Olesens primadonna – en feteret selvcentreret og forfængelig kvinde, der aldrig for alvor interesserede sig for sine børn, men også et moderne og meget tidstypisk menneske, der prioriterer egne behov forud for alt andet”.
Kirsten Olesen har aldrig gået den lette vej. Til optagelsesprøven gik hun op i Samuel Becketts “Glade dage”, som mange betragter som den ultimative udfordring for en skuespiller.
“Jeg synes ikke, det var svært. Alt hvad man skulle gøre, stod jo i teksten.”
Udfordringerne kom efter skuespillerskolen. En aflyst afgangsforestilling betød, at der var langt mellem tilbuddene, og Kirsten Olesen måtte selv skrive rundt til diverse teatre.
Et af dem, der viste interesse for hende, var gruppeteatret “Banden”. Her medvirkede Kirsten Olesen bl.a. i den opsigtsvækkende børneforestilling “Bim Bam Busse”. I modsætning til den oprindelige sangtekst handlede forestillingens udgave om forældrenes kønsdele, hvilket gav genlyd på Christiansborg.
“Men vi havde lært den nye tekst af børnene”, griner Kirsten Olesen.
Alvorlig sygdom satte dog snart en stopper for Kirsten Olesens engagement i “Banden”.
“De ville have en garanti for, hvornår jeg var rask igen, og det kunne jeg ikke give dem”.
“Vi var kede af, at vi måtte sige farvel til Kirsten Olesen, for hun var allerede dengang et indlysende talent og en god kammerat”, husker Bandens stifter Niels Andersen.
I et interview med Søndags Aktuelt d. 4. april 1976 i forbindelse med en komedie-rolle på Det Ny Scala (Nørrebro Teater) bliver Kirsten Olesen spurgt, om springet fra Banden til det etablerede morskabsteater på Nørrebro ikke er stort, og hun svarer:
“Jo, men jeg føler, at det er lige så legitimt at få et andet publikum i tale, at få dem til at more sig. Det er da muligt, at jeg vender tilbage til gruppe-teatret, skønt guderne skal vide, at den form for teater er meget psykisk belastende. Det, der måske gjorde det sværere i Banden var, at vi ikke politisk havde den samme fundering – og derfor blev vores stykker uden nogen stillingtagen til problemerne.”
Men heldigvis havde hendes tid i Banden ikke været forgæves, og fra midten af 70’erne begyndte de store dramatiske roller for alvor at indfinde sig: Alma i Tennessee Williams’ “Flyvende sommer” på Hvidovre Teater og titelrollen i Euripides’ “Elektra” på Strøghus, der blev det helt store gennembrud.
Året efter fulgte filmhovedrollen i Bille Augusts spillefilmsdebut “Honningmåne”, der indbragte Kirsten Olesen en Bodil-statuette som årets kvindelige hovedrolleskuespiller, hvilket førte til glansrollen som Agnes i TV-serien “Matador”.
I 1979 blev hun ansat på Det Kongelige Teater, hvor hun i de næste mange år – med få afbræk udenfor murene – fik lov til at vise talentets format i det klassiske repertoire. Ikke mindst Eugene O’Neill-forestillingerne “Sorg klæder Elektra” (1991-1993) og “Sælsomt mellemspil” (1999) blev utvetydige karrierehøjdepunkter.
“Jan Maagaard er den bedste personinstruktør, vi har, og alle var gode i de forestillinger”.
Det var Birgitte Price, der iscenesatte Kirsten Olesen i gennembrudsrollen “Elektra”, og da Birgitte Price så satte sig i chefstolen på TV-teatret, var det kun naturligt, at de fortsatte samarbejdet med en anden af de store græske tragedier, “Medea”. I sidste ende overlod Birgitte Price dog selve instruktionen til en relativ ung Lars von Trier – hans første store tv-opgave.
Det blev i høj grad Triers “Medea” (1988), og da muligheden så opstod for at forbyde sig endnu mere i teksten og rollen på Det Danske Teater (1994) greb både Kirsten Olesen og Birgitte Price chancen. Resultatet blev for mange blandt det ypperste Kirsten Olesen havde ydet på en scene.
Sammen med Henning Jensen fik hun også mulighed for at genbesøge August Strindbergs tekst “Frøken Julie”, som netop ved at blive spillet af ældre og mere erfarne kunstnere, end dem, der normalt får tildelt hovedrollerne, lånte en endnu større dybde til ordene.
Men nu bringer hun liv til en af anden af de svenske forfatteres stærkt personlige universer. Og atter engang må vi erkende, at vi slet ikke kan undvære Kirsten Olesen på en dansk scene.
(Michael Søby)
