★★★☆☆☆
Den charmerende danseduo Don Gnu alias Jannik Elkær og Kristoffer Louis Andrup Pedersen er tilbage i København. Nærmere bestemt i Dansekapellet, hvor de denne gang med vanlig selvironi fokuserer på den mandlige identitet. Med sig på scenen har de Simon Beyer-Pedersen, der også bidrager til koreografien og for alvor sætter tempoet i vejret med en interessant afklapningsdans, der udforsker grænserne mellem det venskabelige klask og det brutale slag.
Jannik Elkær og Kristoffer Louis Andrup Pedersen bruger en stor del af deres tid på dansegulvet til at hive og flå i et trebræt, der også kan bruges til at vippe, især når man er tre. Brættet udgør også den sidste brik i en trævæg, hvorpå billeder af de machofiserede dansere toner frem. Manden som sexsymbol gøres her grundigt til grin via en sensuel "sponsor-video" – for Don Gnu-uldsokker!
Konkurrencementaliteten mellem mænd synes lat være i fokus på scenen, bl.a. i en noget langvaring leg med store gule bolde. Her får danserne dog hjælp af Ville Aunolas morsomme lyddesign. Også Rune Kaagaards alsidige elektromusik og Alice Carreris skønsang bidrager positivt til forestillingen. Desværre skal vi igennem noget, der minder om fire slutninger, inden Gru’erne og deres dramaturg Christoffer Brekne får rundet af.
Forestillingen er ikke uden originalitet og man griner det også flere gange undervejs. Alligevel kan man ikke frigøre sig fra tanken om, at de talentfulde Gru’er og deres dygtige samarbejdspartnere kunne have brugt tiden på lidt mere vægtigt materiale, uden at det var gået ud over underholdningsværdien. Man savner simpelthen mere substans og en mere stringent struktur. Indtil da gør man bedst i bare at betragte Gnu’erne som let og uforpligtende underholdning – desværre uden ambition om mere, selvom talentet synes at være der.
