Filminstruktøren Joséphine Japy har lavet en meget personlig film, der tager afsæt i hendes egen opvækst med en lillesøster, der bl.a. ikke kun tale og opfører sig som andre jævnaldrende.
Først mange år senere fik lillesøsteren diagnosen Phelan-McDermid syndrom, der gav større forståelse for søsterens liv både med hensyn fortiden, nutiden og fremtiden.
Filmen er dog fiktion – eller autofiktion om man vil – i lighed med en anden af ugens film, der simpelthen bare hedder ”Autofiktion”.
Men LYSET I OS er egentlig ikke en film om en handikappet, men snarere om, hvordan man som familie håndterer sådan en udfordring.
Mélanie Laurent, der har haft en alsidig karriere i og udenfor Frankrig efter gennembruddet med ”Je vais bien, ne t’en fais pas” i 2006. Men spørgsmålet er, om ikke rollen som hårdt udfordret mor i LYSET I OS hører blandt hendes allerbedste skuespillerpræstationer?
Men LYSET I OS er og bliver en ensembleindsats, som en lavmælt diskret instruktør som Joséphine Japy har betydelig ære af. Filmen emmer af nænsomhed og empati, men har også både alvor og dybde. Den kræver noget af sit publikum, men er aldrig sentimental og honorerer publikums opmærksomhed.
