Filmbazar har i de senere år distribueret flere af de vigtigste film af kvindelige instruktører som f.eks. “Frit Fald” og “La Chimera”. Men Filmbazar vover også at tage film hjem af kontroversielle mandlige filminstruktører som Roman Polanski (“Officer og spion”/”J’accuse”) og Woody Allen (LYKKETRÆF/”Coup de Chance”), og det er der først og fremmest grund til at glæde sig over. Man behøver ikke kende til en instruktørs sexliv for at kunne anmelde hans eller hendes film, det må og skal være værket, der skal anmeldes – ikke den personlige moral.
Fanny (den betagende Lou de Laâge) er gift med den jaloux rigmand Jean, da hun løber ind i den flotte boheme Alain (charmante Niels Schneider), som var hemmelig forelsket i hende dengang, da hendes efternavn var “Moreau”. Filmen synes på flere måde præget af den franske mesterinstruktør Francois Truffauts værker, og netop navnet Moreau synes at være Woody Allens kærlige hilsen til Truffauts mest skattede skuespillerinde Jeanne Moreau, stjerne i filmene “Jules og Jim” samt “Bruden var i sort”, og hun kunne også ses i nogle få øjeblikke i Truffauts gennembrudsfilm “Ung flugt”. Også Truffaut-filmen “Stjålne kys”, hvori et detektiv-bureau bliver handlingens omdrejningspunkt, har tydeligvis inspireret Woody Allen.
For den jaloux ægtemand Jean (glimrende spillet af Melvil Poupaud) kontakter nemlig et detektiv-bureau for at få vished om, hvorvidt hans hustru er ham utro. Da han får vished, gør han som så mange meget rige mænd vistnok gør ret ofte – i al fald på film: Får rivalen til at forsvinde.
Men Fannys mor (en vittig præstation af Valérie Lemercier, Cesar-belønnet for Celine Dion-satiren “Aline”, men ved denne lejlighed udstyret med Ulla Terkelsen-hår) får mistanke om, at det næppe er første gang, at Jean har fået et menneske til at forsvinde. Men hvad hun ikke ved er, at Jean måske kan finde på at gøre det igen?
Men ligesom filmen begyndte med noget, der lignede ET LYKKETRÆF, nemlig mødet med mellem Fanny og Alain, så munder den også ud i et, for lykketræf er og bliver en væsentlig del af vores tilværelse. I Woody Allens perlende vittige skildring fremstår det som forudsætningen for kærlighed – og måske også for det, der i det mindste ligner en lykkelig slutning.
