Dokumentarfilm om musiklegender kan godt være belastende, fordi de er skabt af instruktører, der er for store fans til at få fortalt de sande historier. Sådan er det heldigvis ikke med Lisa Cortes LITTLE RICHARD: I AM EVERYTHING, der også udmærker sig ved at have en god og vigtig historie at fortælle.
For Little Richard fik bestemt ikke noget foræret fra start. Han var een ud af 12 søskende, og hans feminine attituder blev for meget for hans far, og Little Richard måtte i en tidlig alder forsørge sig selv. Men talentet var ikke til at tage fejl af, og sangen “Tutti Frutti”, som han selv havde været med til at skrive, blev både vejen til succes og faderens anerkendelse.
Men kun til en vis grænse. For Little Richard var homoseksuel, og det var ikke blot forbudt mange steder, men betød også, at man aldrig stod i første række, når der skulle uddeles anerkendelser. Selvom Little Richard hørte blandt rockmusikkens sande pionerer, måtte han gang på gang se yngre og mindre væsentlige kunstnere modtage de priser, han aldrig selv havde fået.
Med ungdomsoprøret blev Little Richard tilmed en antikvitet. Han måtte genopfinde sig selv for at tjene penge, og vejen til kirkekoncerterne gik gennem gospel-musikken og afsværgelsen af sin homoseksualitet.
Selvhævdelsen havde altid været der, men bitterheden over den manglende anerkendelse kunne efterhånden ikke skjules. Men heldigvis kom andre rocklegender som Mick Jagger og David Bowie ham til undsætning, og i 1993 blev han endelig tildelt en Grammy for sin livslange indsats i musikkens tjeneste.
