En god times tid i Line Knutzons univers er den bedste kur mod vinterdepression og generel livslede. Man får det som en modløs Woody Allen, der pludselig bliver konfronteret med en Marx Brothers-film og må erkende, at livet ikke kan være helt ad helvede til, når det omfatter denne form for grotesk – og alligevel meget genkendelig – vanvid.
Line Knutzons dramatik viser sig at være særdeles velegnet til en collage-forestilling som denne. Vi får måske lidt for mange af de – indrømmet – morsomme selvudleverende breve fra Camille Clouds brevkasse, og med så mange muntre og underfundige scener i Line Knutzons forfatterskab er der ikke behov for to problematiske genforeninger af Måvens og Peder – forestillingens længde taget i betragtning.
Men det er naturligvis småting i den store sammenhæng, og det er en udelt fornøjelse at være i selskab med to intelligente og vittige skuespillerinder som Anette Støvelbæk og Sarah Boberg.
Forestillingens iscenesætter, teaterchef Maria Vinterberg, udnytter fikst kontrasterne i deres personligheder, der til lejligheden er iklædt kropsnære sorte gymnastikdragter med matchende sorte nylonstrømper.
Anette Støvelbæk er blevet forsynet med en vampet hårpragt, som leder tankerne hen på Line – altså Knutzons eget vidunderlige hårkaos, der synes at afspejle de forunderlige universer, vi møder i hendes dramatik. Sarah Bobergs frisure får os snarere til at tænke på en fransk gamine, men det kan der også være en pointe i.
Det forhindrer dog ingen af dem i også at spille mænd, men mellem tekst-indslagene danser de begge forførende som betagende Bond-babes i de indledende credits til James Bond-film, og ledsaget af Jacob Binzer og Jesper Mechlenburgs inciterende musik.
Marianne Nilssons scenografi udnytter max. et par elegante stole og en væg med disharmonisk placerede låger, hvor i gennem forestillingens karakterer kan komme til udtryk.
Vi bliver mindet om Line Knutzons genialitet i skuespil som ”Først bli’r man jo født”, ”Snart kommer tiden” og ”Håndværkerne”, og nyder når parforholdet kortsluttes i hjemmet, fordi den ene af parterne befinder sig på Glostrup Station rent mentalt.
Men Boberg og Støvelbæk formidler LINE – ALTSÅ KNUTZON, så alle glemmer deres personlige Glostrup Station, men i stedet nyder nuet og teatermagien på Teatret ved Sorte Hest.
(Michael Søby)
