Krudttønden på Østerbro i København har netop haft premiere på en betagende og charmerende forestilling produceret af Teater Hund & Co med Teaterhuset Filuren fra Aarhus som medproducent.
Den handler om den lille dreng Kosmos, der sammen med sin mor, flytter på landet. Han har svært ved at vende sig til sit nye liv og føler sig splittet, men får også nye venner i skikkelse af lille Bitten (der nu ikke er helt lille) og hendes såkaldte tvillingebror.
Dygtige folk som Josephine Eusebius (modtager af Danske Dramatikeres pris for forestillingen ”Sabotage”) og Adelaide Bentzon (iscenesætter af ”Bølgerbryder”, der var Reumert-nomineret for Ulla Vejbys solopræstation) står bag forestillingen.
I titelrollen leverer den talentfulde Malik Grosos sin hidtil mest overbevisende indsats som den lille Kosmos, der kæmper med at finde sin plads i en stor og foranderlig verden. Malik Grosos bekræfter samtidig sin særlig fornemmelse for at spille børneteater – i dette tilfælde børn fra 5 til 10 år samt deres voksne.
Men også Emilie Rasmussen yder fint spil – både som Kosmos’ mor og den ikke helt lille Bitten, mens Jesper Bruun lyser op som lille Bittens såkaldte tvillingebror.
LILLE KOSMOS er en sand hjertevarmer til småfolk og dermed også til deres familier, og er man til selvlysende stjernestøv er der ekstra god grund til at glæde sig.
Forestillingen er i øvrigt produceret efter Theater Green Book standarderne, hvilket bl.a. er ensbetydende med, at man bl.a. i udarbejdelsen af kostumer primært benytter sig af genbrug.
(Michael Søby)

