I et religiøst landsbysamfund forelsker to unge mænd sig, men deres kærlighed påvirkes af overnaturlige kræfter. Nej, det er ikke den nye dansk/færøske film ”No Rest for the Wicked”, der hentydes til, men den debuterende spillefilmsinstruktør Adrian Chiarellas australske homo-gyser LEVITICUS.
For sådan skal det åbenbart være i Danmark – der kæles ikke i tilstrækkelig grad for distributionen og alt for ofte udsendes homo-film stort set samtidig, så de næsten ikke kan undgå at kæmpe om det samme publikum.
Sidste år havde hele tre danske film med homoseksualitet som hovedtema premiere med få ugers mellemrum, hvor man med lethed kunne have fordelt dem over hele året.
”No Rest for the Wicked” henvender sig nok til et mere modent publikum end LEVITICUS bl.a. fordi hovedrolleindehaverne i LEVITICUS rent faktisk begge er unge.
Joe Bird gør afgjort et positivt indtryk i filmens hovedrolle, men Stacy Clausen er ikke mindre seværdig som hans karismatiske ven. Jeremy Blewitt gør også indtryk, som den unge mand, der skaber splid mellem de to unge elskende.
Mia Wasikowska tegner et diskret skræmmende portræt af protagonistens mor, der i stadig højere grad fremstår som religiøst hjernevasket på bekostning af ægte empati for sønnens situation.
Kærlighedshistorien fungerer faktisk så godt, at man faktisk havde foretrukket af undvære det overnaturlige lag. Man må håbe, at instruktøren – netop på grund af sit indlysende talent – lære at stole mere på sin grundhistorie uden at forfalde til platte gyserklicheer.


