Før musicalen LES MISÉRABLES var der en såkaldt murstensroman af samme navn, der faktisk dannede grundlag for musicalen. Romanen, der på dansk er kendt som “De Elendige”, regnes med rette som et hovedværk i fransk litteratur og er forfattet af den berømmede Victor Hugo i 1862.
Romanen er blevet filmatiseret flere gange, bl.a. i Richard Boleslawskis ødsle udgave fra 1935 med to af datidens største stjerner Frederic March og Charles Laughton i hovedrollen. Finest er dog Jean-Paul Le Chanois’ LES MISÉRABLES (“De elendige”) fra 1958 med Jean Gabin og Bernard Blier i mesterligt samspil.
Ligesom denne film varer også opsætningen af LES MISÉRABLES tre og en halv time, hvilket sikkert vil være en (for stor) udfordring for nogen. Men åben dit sind og giv dig hen til ordene, ansigterne og historien, så vil du i sidste ende blive belønnet.
Iscenesætteren Kjersti Horn har på næsten provokerende vis næsten gemt skuespillerne bag en gennemsigtig væg med et filmlærred, hvorpå vi kan se dem i nærbilleder. Skuespillerne spiller med andre ord ikke direkte til os, men til en fotograf, der på bedste vis forsøger at følge dem, når de taler.
Tekstens litterære kvaliteter er bibeholdte, så skuespillerne ikke siger “jeg” om den karakter, de spiller, men karakterernes navne eller han/hun. I starten lidt af en udfordring, men også dette greb vender man sig til. Så kan man altid diskutere i pausen, om det, som man er vidne til er mere film end teater?
Men skuespillerne på scenen spiller teater og det gør de klogt i, for den ekspressive udtryksform sejrer selv med så mange benspænd i præsentationen af teksten. Så meget desto mere imponerende er deres indsatser, fordi de ikke har egentlige medspillere, men hele tiden er tvunget til at forholde sig til et næsten aggressivt kamera, der suger følelserne ud af dem.
Jens Albinus formår at give dobbeltrollen som Jean Valjean/Champmathieu værdighed og smerte, og Christine Albeck Børge må være den mest skræmmende Javert, man har set på en dansk scene. Frygtindgydende i sit had, indtil hendes Javert indhentes af den store nåde, der forandrer Javerts syn på alle sine gerninger.
Ligeså hjerteskærende Özlem Saglanmak er i sit portræt af Fantine ligeså rørende fremstår Sigrid Husjord som den lille Cosette. Francisco Kalle Navarro gør især indtryk som den forelskede Marius, og den uovertrufne Joen Højerslev rammer på forbløffende vis alle sine karakterer med sylespids præcision.
Skuespillerne funkler på Betty Nansen Teatret – og det har de i grunden altid gjort. Men i dette tilfælde kan man virkelig tale om en kollektiv kraftpræstation.
(Michael Søby)
