Det var en tung byrde, som Pontus Lidberg overtog efter den succesfulde Tim Rushton i 2018 som leder af Danmarks største moderne dansekompagni, Dansk Danseteater.
Fire år på posten fik Pontus Lidberg, og selvom der har været lyspunkter, kan det samlet set ikke være tilfredsstillende – i al fald ikke for Pontus Lidberg personligt, der har modtaget en del kritik for egne bidrag og for en række humorforladte bestillingsarbejder.
Men nu med det afsluttende værk LEANING TREE får han heldigvis den bedst tænkelige afslutning med sin tid i Danmark, og herefter er det værker udviklet af den nye kunstneriske leder Marina Mascarell, der vil tegne Dansk Danseteaters fremtid.
Sjællands førende symfoniorkester Copenhagen Phil indtager ikke bare orkestergraven foran det royale Skuespilhus’ store scene, men er også placeret rundt om i salen og på balkonerne, hvilket viser sig at være en musikalsk genistreg.
Signe Lykkes nye symfoniske orkesterværk sniger sig således ind på os fra alle sider, og folder sig gradvist ud til en mageløst værk, der midt i den moderne indpakning også benytter sig af kammermusik og spilledåse til at vække vore følelser.
Koreografen Fernando Melo har hentet inspiration i Vilhelm Hammershøis billeder, og Melo leger sammen med sin lysdesigner Raphael Frisenvænge Solholm med elementer som mystik og spænding i deres fremragende scenografi, der næsten er konstant i bevægelse.
Som forulykkede bådflygninge skyller danserne ind på scenen i et foranderligt bygningsværk, der til stadighed åbner og lukker sig omkring dem, mens det drejer rundt. Er det deres eget spejlbillede, de ser i vinduet eller et helt andet menneske.
Samtlige bevægelser er nøje afstemt med musikken, og projektet lykkes, ikke mindst fordi at de forrygende dansere i den grad har kontrol over hver muskel i kroppen. De fortjener alle at blive nævnt: Jessica Lyall, Edward Pearce, Lukas Hartvig-Møller, Bradley Waller, Leticia Silva, Yi Shao Li, Kristin Bjerkestrand, Lúa Mayenco Cardenal, Merete Hersvik og Jens Schyth Brøndum.
Også aftenens dirigent Christian Øland fortjener at blive nævnt, fordi han formår at få den konstant fascinerende musik til at gå i symbiose med både dansernes og scenografiens bevægelser.
Bådflygtningene står til sidst og svajer som træer i vinden på et flyvende tæppe, der måske aldrig letter? Drømme bliver ikke altid til realiteter og tilbage står kun de tomme støvler, som vidnesbyrd om nogle mennesker, der engang eksisterede.
(Michael Søby)
