Siden sit store gennembrud som Gretchen i “Faust” på Betty Nansen Teatret i 1995 har det primært været på film og tv, at Iben Hjejle har gjort sig bemærket. Men for fem år siden gjorde hun et prisbelønnet teater-comeback som forskeren Inge Lehmann i det Reumert-vindende skuespil “Jordens Indre”, og nu leverer hun en præstation på samme høje niveau i titelrollen som LÆGEN i et begavet nyt skuespil af Robert Icke.
Igen er det Folketeatret, der lægger scene til, i dette tilfælde teatrets største, og Iben Hjejle er omgivet af et godt ensemble, som iscenesætteren Kim Bjarke får maksimalt ud af.
Casper Phillipson overbeviser i en alvorlig rolle som katolsk præst, der afvises af LÆGEN Ruth Wolff, da han ville give en dødsmærket teenagepige den sidste olie. Pigen dør uden syndsforladelse efter et fortvivlet forsøg på at foretage en abort på sig selv. Forældrene starter en hetz mod LÆGEN; og snart falder også Ruth Wolffs støtter hende i ryggen.
LÆGEN er et ætsende opgør mellem tro og videnskab i en computertidsalder, hvor den egentlige magt ligger hos den ustyrlige “cancelculture”. Pludselig må Ruth Wolff se hele sin verden – både den private og den professionelle – stå for skud, mens hun kæmper for at holde sammen på sig selv. Iben Hjejle har aldrig spillet smukkere end i forestillingens sidste scener, hvor hun for alvor forstår, hvad der er sket.
Mette Kolding og Laura Kronborg Kjær spiller med stilfærdig ynde og poesi hendes nærmeste, og Camilla Lau står skarpt som den svigefulde minister, der har et standpunkt, til hun tager et nyt.
Henrik Lykkegaard og Sarah Broberg er begge glimrende som to af LÆGENs mest kristiske modstandere, men Christopher Læssø og Laura Allen Müller står også stærkt som de to mest loyale kolleger. I midten ses en passende veg Jeanette Binderup-Schultz som trængt PR-medarbejder.
Palle Steen Christensens luftige scenografi giver skuespillernes plads til at udfolde sig, så man indser, at det måske slet ikke er luft, der er mellem karaktererne på scenen – snarere afstand.
(Michael Søby)
