En af de smukkeste konsekvenser af Me Too-bevægelse er en større vilje til at lytte til kvinder – både i virkeligheden og de fiktive. William Shakespeares stykke hedder ”Macbeth”, men ofte fremstår LADY MACBETH som den mest interessante karakter, måske fordi, at det stadig er mere chokerende med en kvinde, der har blod på hænderne?
Den verdensberømte koreograf og iscenesætter Akram Kahn forsager i sin nye ballet i Operaen heldigvis det blodbad, der f.eks. druknede dramaet i Roman Polanskis berygtede filmversion, der handlede mere om mordet på hans kone end om William Shakespeare.
Han er mere interesseret i kvinderne – og relationen mellem LADY MACBETH og heksene (der her kaldes seersker pga. deres evner til at se ind i fremtiden. Roden af et gigantisk træ illustrerer samhørigheden med naturen i Tim Yips på en gang enkle, men storslåede scenografi.
Vincenzo Lamagnas hypnotiske musik bevæger sig som en levende organisme gennem hele forestillingen. En kraftfuld flod, der når ud i alle sprækker og garanterer, at alle danserne bliver en del af den fælles organisme. De berusende toner formidles sublimt af Det Kongelige Kapel under ledelse af Vello Pähn, og den kun tilsyneladende repetitive tonehav, der leder tankerne hen på så forskellige komponister som Maurice Ravel og Philip Glass, forgyldes af en udsøgt instrumentering.
LADY MACBETH må have været en kæmpe udfordring for Den Kongelige Ballets dansere, for her møder vi danseformationer og krævende kollektive bevægelser, der fordrer fuldkommen præcision for at fungere.
Men Akram Kahn har tydeligvis vundet dansernes tillid og de honorerer den med den bedste ensembleindsats i en kongelig ballet i årevis. Ligesom Peter Brook, hvis iscenesættelse af den 13-årige Akram Kahn (i rollen som Ekalavya) i turnéudgaven og filmversionen af ”The Mahabharata” har haft livslange indflydelse, mestrer Akram Kahn kunsten at samle et farverigt ensemble om en fælles vision.
Fællesskabet mellem LADY MACBETH og Macbeth symboliseres af kronen, drømmen om magt. Men LADY MACBETHs relation til Lady Macduff/Den første seerske synes at være forestillingens stærkeste. Både Astrid Elbo og Sebastian Pico Haynes danser fortræffeligt som fru og hr. Macbeth, men man forstår alligevel godt, hvorfor Emma Riis-Kofoeds åndelige besatte Lady Macduff drager, og hendes stærkt ekspressive udtryk lader til at stamme fra en anden verden?
Liam Redhead viser evner som karakterdanser i partiet som Banquo, og Alyssa Douglass som Banquos datter samt Tomoka Kawazoe og Ji Min Hong som anden og tredje seerske danser alle med passion. Ludwig af Rosenberg er en rank Kong Duncan, og Sebastian Suhr lyser af talent som Kong Duncans søn, Malcolm.
LADY MACBETH har internationalt format, og der var heldigvis også udlændinge til den uhyre vellykkede premiere. Hvem ved, måske får denne LADY MACBETH også et liv uden for landets grænser?
(Michael Søby)
