D. H. Lawrence forargede sin samtid med romanen LADY CHATTERLEYS ELSKER, der ikke kun chokerede ved sin banebrydende skildring af den kvindelige seksualitet, men også ved rent socialt at fornedre sig – med ringeagt for datidens statussymboler og livsværdier.
Den slags kan næppe forarge i dag, men der er måske også andet, der er vigtigere og mere interessant? I Dicte C. Houmøllers vellykkede dramatisering bliver det primært en fortælling om den frigørende virkning, som seksualitetet har, og den stiller Anne Plauborg sig helt til rådighed for.
Hun er netop blevet nomineret til en Reumert for sin scenestjælende birolle i “Jane Eyre” (man har droppet ensemble-rolle kategorien og gjort priserne kønsløse), der ligeledes spillede på Aarhus Teaters Scala Scene – en pris som hun må anses for at være favorit til.
Man kan heller ikke udelukke, at hun bliver nomineret for rollen som Lady Chatterley, da hun både fysisk og mentalt stiller sig fuldstændig til rådighed for rollen. Bag Anne Plauborgs blide ydre gemmer der sig en orkanagtig kraft, der først i de seneste år synes at have fundet fuldendt kunstnerisk forløsning. Rollen er hende foreløbig sidste på Aarhus Teater, men der venter hende ganske givet store opgaver andre steder.
Desværre har forestillingens iscenesætter Camilla Kold ikke været helt så heldig med castingen i forestillingens mandlige hovedrolle.
Som skytten Mellors har hun nemlig valgt Kjartan Hansen, der i den rolle mest af alt fremstår som en dvask akademiker, man har glemt på en hyttetur. Den dyriske magt og magi, som får en kvinde til at smide alt, hvad hun har, ejer han ikke skyggen af, og så må vi også denne gang forsøge at gætte, hvad han siger flere gange, fordi han åbenbart ikke orker at lære det sprog, han får penge for at formidle.
Birollerne er der til gengæld helt styr på, og især Christian Hetland, Mette Klakstein, Anders og Anders Baggesen fortjener at blive fremhævet for deres træfsikre indsatser. Marie Marschner kæmper også bravt med rollen som dedikeret sygehjælper, men hun er maskeret og klædt på, som var hun med i et afsnit af “Sygeplejeskolen”, og det forstyrrer.
Karin Gille har ellers ære af sit arbejde som scenograf og kostumedesigner, og Camilla Kold finder også en god rytme i forestillingen, der formår at slå bro mellem fortid og nutid.
Så tag ind og se forestillingen, men læs også romanen. Det er tilladt at fantasere om nogle af de “elskere”, vi har nydt i diverse filmversioner af romanen, i håb om et større udbytte af de koreograferede erotiske scener på Scala Scenen.
(Michael Søby)
