Simon Kongsted er et gudsbenådet talent, så ideen med, at han skal spille en selvbestaltet Jesus-figur, er slet ikke tosset.
Johan Klint Sandbergs iscenesættelse gør også god brug af hans talent og ikke mindst Kongsteds syrede kropssprog fejrer her nye triumfer i rollen som den sindslidende vækkelsesprædikant. Hans sirlige entre i et næsten lidt for tjekket gråligt kostume er kosteligt morsomt, og hans gennemgang af rummet forud for et møde uden gæster virker både vittigt og dybt tragisk.
Den snart færdiguddannede scenograf Maya Kareis Livingstone rammer disse golde glatte mødelokaler på kornet – med stole, der vist aldrig skulle være fjernet fra korlokalet, som skøn detalje.
Desværre bliver Rasmus Krones ikke ubegavede tekst lidt for fjoget, når vor prædikant hævder at have set Jesus i sin pizza-sovs! Han prøver ligesom Jesus at finde de rigtige slogans, men det går bare ikke så godt. Men sådan har det jo altid været, og da han har rundet de 30 og end ikke kan kaldes lovende længere, ville det jo være godt med en succes – også i forhold til familien.
Simon Kongsted får os gradvist til at se det ensomme menneske, der blot har behov for at blive set og elsket – og den sceniske sejr på Aveny-Ts lille scene er først og sidst hans.
(Michael Søby)
