Enegængeren Ole Giæver fik stor personlig succes med “Mod naturen”, og man genkender både hans kærlighed til naturen og hans dristige visioner i den seneste film LAD ELVEN LEVE (“Ellos Eatnu”/”La Elva Leve”).
Vi følger den samiske pige Ester, der flytter til Alta i Norge for at jobbe som lærervikar. Her havner hun midt i en konflikt mellem de samere, som kæmper mod et vandkraftværk i Alta-elven og de nordmænd, som mener, at samerne spænder ben for fremskridt.
Ester vælger derfor at holde lav profil med sin samiske baggrund på skolen, men efter at hendes fætter har haft hende med til en demonstration for at redde elven, indser hun, at hun bliver nødsaget til at vælge side og bekende kulør.
Dejlige naturscenerier smykker LAD ELVEN LEVE, der desværre bliver for rigelig demagogisk i sin tone. Man havde klart foretrukket, hvis det var op til publikum selv at drage de fornødne konklusioner fremfor at få dem stoppe ned i halsen.
Det er synd, for der er fine takter undervejs. Ella Marie Hætta Isaksen har en passende sårbarhed i rollen som Ester, og som den forpinte fætter Mihkkal formår Gard Emil med enkle midler at gøre indtryk.
Men LAD ELVEN LEVE fremstår i sidste ende som en visuel nydelig og politisk naiv propagandafilm, og det var vist ikke meningen.
