Ayaz Shahs anmelderroste roman LA VICTORIA (La Odisea de Camilo) er blevet loyalt dramatiseret af Barry McKenna, der også har stået for den velafstemte iscenesættelse af forestillingen på H20 i Hørsholmsgade, Nørrebro.
Ayaz Shah spiller selv den venezuelanske taxachauffør Camilo, der er blevet forladt af sin kone og deres to børn. Camilo prøver desperat at finde dem, og i de følgende tre dage kommer han i kontakt med mange usædvanlige mennesker, der alle har en mening om sagen. Fra svigerfamilien og den homoseksuelle ven til moderen og elskerinden. Han opsøger også Fader John i kirken, som lover ham, at konen og børnene nok skal vende tilbage, når de tre dage er gået.
LA VICTORIA rummer både melodrama, magisk realisme og kulsort humor, men frem for alt opleves den som en spirituel rejse til en kultur, som vi stort set aldrig ser dansk teater beskæftige sig med.
Forestillingen spilles på engelsk, men med spansk som ekstra krydderi, og ud over Ayaz Shahs smukt afdæmpede præstation gør også Oscar Amandus og Wanjiku-Victoria Seest glimrende fyldest i alle de øvrige roller.
Scenografien er sparsom, men rekvisitterne velvalgte, og så tjener de næsten alle et formål.
Efter flere udvendige kostumedramaer på de engelsksprogede scener i København, nyder man den enkelhed, ægthed og uskyld, der præger denne produktion. Så giv den venligst en chance i aften.
(Michael Søby)




