Giuseppe Verdis mest populære opera LA TRAVIATA er baseret på Alexandre Dumas den yngres roman og skuespil ”Kameliadamen” fra henholdsvis 1848 og 1852, men inspireret af en virkelig historie. Operaen fik sin urpremiere i Venedig 1853, og i 1887 blev det danskernes tur til at opleve værket for første gang på Det Kongelige Teater.
Nu er det Den Jyske Opera, der har givet sig i kast med værket, og med den unge dirigent Christopher Lichtenstein i spidsen for Copenhagen Phil får den passionerede musik lov til at folde sig ud på Det Kongelige Teaters Gamle Scene – godt hjulpet af dygtige solister og et velsyngende operakor.
Eva-Maria Melbyes iscenesættelse er i klassisk snit krydret med en udsøgt farveafstemt scenografi og nogle prægtige kostumer – begge dele designet med god smag af Marcus Olson.
Melbye tager heldigvis følelserne alvorligt, og derfor prydes forestillingen ikke udelukkende af musikalske kvaliteter, men også spillemæssige. Historien bliver simpelthen nærværende på en måde, som vi ikke har oplevet i årevis på en dansk scene.
Ved premieren i det aarhusianske musikhus var Frederikke Kampmann ganske fortræffelig – dramatisk såvel som sangligt – som kurtisanen Violetta. Bag den lystige facade gemte der sig en lidenskabelig kvinde med et hjerte af guld. Sofie Lund spiller rollen og synger partiet mere afdæmpet på Det Kongelige Teater denne aften, hvilket umiddelbart giver god mening, eftersom der faktisk er færre pladser og mere intimitet på Gamle Scene end i Musikhuset. Begge kunstnere havde i al fald ære af deres indsatser.
Den flamboyante digter Alfredo blev ved begge lejligheder sunget og spillet storartet af Magnus Vigilius, og vi mærker også i ham, at en dyb forelskelse er opstået mellem Alfredo og Violetta.
Men Violetta er alvorligt syg, og man aner, at deres kærlighed er på lånt tid. Da Alfredos far (Hrólfur Sæmundsson – med aftenens smukkeste stemmeklang) kommer på besøg og anmoder hende om at bryde forbindelsen, er hun derfor i et umuligt dilemma, for hvis hun insisterer på at fortsætte relationen, spænder hun ben for Alfredos søsters ægteskab.
Jacob Becks fine nye danske oversættelse, og det faktum, at der synges på dansk, bidrager utvivlsomt til at gøre dramaet levende og relevant, og må siges at være en sejr for Den Jyske Operas nye chef Anne Barslev. Det bidrager nemlig til en skarpere profil i forhold til Det Kongelige Teater – og det er faktisk en fordel for begge parter.
(Michael Søby)
