Alonso Ruizpalacios har både skrevet og instrueret den 2 timer og 20 minutter lange sort/hvide film LA COCINA (den spanske betegnelse for “køkkenet”) baseret på Arnold Weskers skuespil “The Kitchen” og egne erfaringer som opvasker og tjener på The Rainforest Café i London.
Det er der kommet en vild og vanvittig, men også momentvis smuk film ud af. Vi befinder os i The Grills restaurantkøkken i New York, der er befolket med et væld af mere eller mindre illegale emigranter, der afspejler et nådesløs klassesamfund, hvor drømme dagligt bliver knust.
Her dukker den unge Estela (Anna Diaz) op i håb om at få et job, og selvom hun taler dårligt engelsk og hverken har den rette alder eller id, så lykkedes det hende alligevel at få et job. Jargonen er hård og arbejdsvilkårene barske, men alligevel bliver hun vidne til en kærlighedshistorie mellem Pedro og Julia, et umage par, der har haft en affære. Julia er blevet gravid og vil have en abort, men Pedro vil gerne have et barn med hende. Da der mangler penge i The Grills regnskab og Julia får en abort, kommer både Julia og Pedro under mistanke.
LA COCINA er en anstrengende men også fascinerende rejse ned i New Yorks underverden med fotografen Juan Pablo Ramírez som en mesterlig guide. Tomás Barreiros hypnotisk smukke underlægningsmusik bidrager med et drømmeagtigt skær til de stadig mere groteske hændelser, og man får i den grad en fornemmelse af den betændte relation mellem USA og Mexico.
LA COCINA kunne godt været trimmet ned til en længde på under to timer, så vi ikke nåede at blive udmattede, inden poesien ophørte. Men det er en film, der har sin berettigelse og som vil os noget.
