KYIV SOLOISTS

★★★★★☆

Bag titlen KYIV SOLOISTS gemmer der sig en knap halvanden time lang ukrainsk/norsk dokumentarfilm af Trond Kvig Andreassen. Filmen skildrer på stilfærdig gribende vis to år med radikale forandringer i 15 ukrainske musikeres liv.

Med deres klassiske instrumenter og forårstøj i kufferterne er de taget på turné i Italien, men dagen efter blive Ukraine invaderet af Rusland. Usikkerheden om fremtiden får dem til at udvide turneen, og giver dem samtidig mulighed for at gøre en handlingslammet verden opmærksom på, hvad der sker i deres hjemland.

Overalt modtages de med venlighed, moralsk opbakning og chokolade, men i kampene mod det mægtige Rusland vedbliver deres Ukraine med at være alene. Efter 60 dage med 40 spillesteder i hele Europa modtager de tilbud om arbejde hos Arktisk Filharmoni i den norske havneby Bodø. Men selvom det giver dem en midlertidig følelse af at have et fast sted at være, er det ikke en permanent løsning, og snart bliver orkesterets musikere tvunget til at tage individuelle beslutninger for fremtiden.

KYIV SOLOISTS formidler den vedvarende usikkerhed hos mennesker på flugt fra krig, men også deres sammenhold trods svigtende optimisme. Vi mærker også konsekvenserne for de børn, der har ledsaget deres forældre på turnéen og de fysiske afsavn, der kommer ved at være afsondret fra familierne i Kyiv.

Mange fremtidsdrømme ligger allerede begravet i ruinerne i den ukrainske hovedstad, men man mærker også en vilje til fremdrift og overlevelse, der gør KYIV SOLOISTS til en vemodig men også sært opløftende oplevelse. For alle krige ophører på et eller andet tidspunkt, og kun Ukraine har den rette motivation for at sejre.