Efter 8 år i filmbranchen fik Noémie Merlant endelig sit internationale gennembrud som skuespiller i 2019 via Céline Sciammas malerisk smukke ”Portræt af en kvinde i flammer”. To år senere debuterede hun som filminstruktør med den lovende og til dels selvbiografiske ”Mi iubita, mon amour”, der desværre aldrig opnåede dansk biografdistribution. Filmen handler om en moden fransk kvinde, der forelsker sig i en rumænsk teenager.
I 2022 morede hun i Louis Garrels underholdende komedie ”L’Innocent”, der langt om længe indbragte hende en César – den franske Oscar – for bedste kvindelige birolle, men nu er hun tilbage som hovedperson i gyserfarcen KVINDERNE PÅ BALKONEN (”Les Femmes Au Balcon”), som hun selv har instrueret baseret på et manuskript skrevet sammen med Céline Sciamma.
Filmen synes også at have feministiske over- og undertoner, men når aldrig på niveau med Pedro Almodóvars Oscar-nominerede klassiker ”Kvinder på randen af nervøst sammenbrud”, der tydeligvis har været et forbillede i lighed med Philippe Le Guays charmerende ”Kvinderne på sjette sal” (”Les femmes du 6ème étage”).
Jo længere tid der går, jo mere forvrøvlet virker historien, og Noémie Merlant får aldrig den groteske humor (inkl. en afskåret tissemand) til at gå i symbiose med en seriøs fortælling om tre rebelske kvinder fra Marseille, der får behov for at gøre oprør.
Manderollerne virker tilmed så idiotiske, at man slet ikke tør tænke på, hvordan Me Too-bevægelsen ville have reageret, hvis kønsfordelingen havde været omvendt.
Et par trætte grin er alt hvad denne anstrengte film kan mobilisere hos et tænkende publikum, for splat rimer altså stadig på plat.
