På Bellevue Teatret har man før haft besøg af en berømt skuespillertrio, der skulle spille en tvivlsom komedie, som primært bliver en succes på grund af de tre stjernenavne. Derfor kunne man godt være lidt bekymret, da tre af stjernerne for ”Badehotellet” (Lars Ranthe, Jens Jacob Tychsen og Mads Wille) pludselig skulle optræde på Bellevue Teatret med Yasmina Rezas gamle stykke KUNST, hvis kunstkritik allerede ved premieren havde virket en smule bedaget.
Men med Simon K. Boberg som iscenesætter fremstår KUNST ikke som en smart ide til at malke skuespillernes berømmelse, men som en forestilling med kunstnerisk integritet og relevans for sin samtid. For Boberg er det nemlig relationerne mellem de tre mænd, der tæller.
Simon K. Boberg får samtidig mindet os om, hvor fremragende personinstruktør han er, og finder nye facetter i selv så velkendte skuespillere, og det er noget af en bedrift.
For Lars Ranthe må det være af særlig betydning at være tilbage på Bellevue Teater, for det var her, at han oplevede karrierens eneste fiasko som den mandlige hovedrolleindehaver i ”Carmen” i 2008. Men som Marc, der nægter at se vennen Serges nye kostbare billede som andet end lort, viser han, hvad film- og tv-branchen har vidst længe, at han er og bliver en dygtig skuespiller.
Jens Jacob Tychsen demonstrer et yndigt lune som den vege Yvan, men kan også være direkte rørende, når Yvans to venner rotter sig sammen mod ham.
Mads Wille er måske den af de medvirkende, der kommer dybest ned i sin karakter som kunstkenderen Serge, da han konfronteres med sin egen grusomme arrogance. Men det er også Serge, der til slut viser den største menneskelige generøsitet og dermed finder løsningen på den venskabelige krise.
KUNST blev ved den danske premiere på Privat Teatret i 1998 spillet til succes af Frits Helmuth (Marc), Preben Kristensen (Yvan) og Stig Hoffmeyer (Serge) som en godmodige komedie. Men Simon K. Bobergs udgave af Yasmina Rezas KUNST på Bellevue Teatret må anses for den hidtil bedste opsætning, fordi smertepunkterne gør mere ondt. Venskaber er ikke kun til grin.
(Michael Søby)
