80 år efter at Ludvig Mahler gjorde KRØLLE BØLLE berømt i en billedbog, får den bornholmske trold KRØLLE BØLLE endelig sin første filmhovedrolle. Instruktøren Jan Rahbek blander animationsfilm med live action-film i stil med Mary Poppins-filmene, og resultatet er slet ikke dårligt.
Men når man nu endelig skal lave en film om KRØLLE BØLLE, ville det give rigtig god mening, hvis der blev talt bornholmske i alle filmens markante roller. En af de største kvaliteter i Frelle Petersens tre film fra Sønderjylland er, at der rent faktisk tales sønderjysk, og filmen klarede sig tilmed godt i biograferne.
Ved ikke at have mod til i tilstrækkelig grad at bruge det bornholmske sprog i KRØLLE BØLLE-filmen amputerer man hele projektet. Sprog er en forudsætning for en autentisk miljøbeskrivelse, og selv i en eventyrfilm som denne, bør det respekteres.
Kjeld Nørgaard, der faktisk var født i Rønne på Bornholm, får heldigvis lov til at bruge sin bornholmske dialekt på lydsporet i rollen som bedstefar, hvilket bliver filmens højdepunkt. Her er en ægthed, som man ikke kan fornægte, mens alle dem, som ikke taler bornholmsk, virker sært utroværdige.
KRØLLE BØLLE er en spildt mulighed – og dens motiver synes kommercielle. Frygten for at danske børn ikke vil se og forstå en film, hvor der først og fremmest tales bornholmsk. Men KRØLLE BØLLE burde i al fald have haft chancen for at udfordre den teori.
