Passengers of Passing Moments ****
Don’t be Scared *****
Trois Nocturnes ****
Det Kongelige Teater har gudskelov lukket ned for “Hübberiet”, hvor balletmesteren alt for længe promoverede sit eget efternavn og tematiske balletaftener af højest svingende kvalitet. Men nu er det slut med de uegale blandinger af gamle og nye balletter ledsaget af ofte malplacerede enetaler. For KOREORAMA NR. 01 er den første af en række nye balletaftener, hvor unge koreografer – rekvireret fra Den Kongelige Ballets egne rækker – får chancen for at skabe en helt ny ballet.
Man kan være bekymret for, om Den Kongelige Ballet på sigt kan opretholdes et tilstrækkeligt højt niveau, når man ikke også lader talentfulde koreografer udefra komme til, for det skulle jo nødigt bare være vennerne, der får chancen. Men heldigvis fremstår KOREORAMA NR. 01 som en mere end lovende start.
T
ara Schaufuss’ farverige “Passengers of Passing Moments” trækker ikke overraskende på traditionerne i Den Kongelige Ballet, men med en friskhed, der er velgørende. Cellisten Josefine Opsahls hypnotisk smukke musik låner samtidig en uventet dybde til dansen, og blandt de medvirkende glæder man sig blandt andre over Agnes Rosendahl, Leander Rebholz og Lania Atkins.
Helt ny og nutidig forekommer “Don’t be Scared”, hvor Lorenzo Di Loreto lader sine dansere afsøge nye sider i deres talenter, mens Sorella Englunds magiske stemme bidrager med livskloge bemærkninger til de yngre generationer. Måske var der lidt for mange citater til en lille ballet på under en halv time, men Sorella Englund bliver man heldigvis aldrig træt af at lytte til.
Silvia Selvini, Samuel Zaldivar og naturligvis Jón Axel Fransson har alle både modet og talentet til at udvide vores opfattelse af, hvad de kan. Solister, men også del af et verdensrum, der kræver en stadig større ydmyghed af den enkelte. Samtlige dansere udstrålede da også glød og nærvær i “Don’t Be Scared”, hvor både Thomas Beks lysdesign og Pascal Schumachers musikalske mosaik fandt balancen mellem dramatik og poesi.
Tobias Praetorius har flere gange haft lejlighed til at vise, at hans koreografiske evner næsten er på højde med hans betydelige evner som danser. I den tredje og sidste af aftenens balletter er han gået til opgaven som en maler, der skal skabe et maleri. Danserne er hans pensler og deres bevægelser giver farver til kunstværket.
Claude Debussys besnærende musik til tre impressionistiske maleri af James Abbott McNeill Whistler danner grundlaget for Tobias Praetorius’ “Trois Nocturnes”. Via bagprojektioner af malerierne får danserne også rent fysisk en sanselig baggrund, ligesom placeringen af pianisterne Kelly Lenahan og Thomas Rischel ved to flygler på scenen giver musikken en anden og måske stærkere tilstedeværelse i denne ballet.
Der opstår en symbiose mellem fortid og nutid i “Trois Nocturnes”, og Alyssa Douglass, Alfonso Coelho og Balthazar Sénat formår at personificere denne symbiose, der synes at være alt, hvad Det Kongelige Ballet står for.
Men hvor Tara Schaufuss og Tobias Praetorius endnu ikke helt formår at løsrive sig fra den fortid, som de skylder så meget, fremstår Lorenzo Di Loreto som en forbløffende fri og nysgerrig kunstner, hvis koreografiske dristighed forhåbentlig får lov til at udvikle sig yderligere i de kommende år.
(Michael Søby)
