29 år efter deres sidste besøg gæstespiller Tanztheater Wuppertal endelig i Danmark igen. Det verdensberømte kompagni fik sit navn, efter at den tyske koreograf Pina Bausch overtog den kunstneriske ledelse i 1973. Her udviklede og udfoldede hun sin kunst i 36 år – helt frem til sin død i 2009, og dannede grundlagde for deres globale succes.
I så lang og rig en karriere skal man være påpasselig med at pege på et hovedværk, men KONTAKTHOF, der gæstespiller på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, må i al fald betegnes som et signaturværk, idet det rummer en lang række af de stilistiske elementer, som kendetegner Pina Bauschs værker.
Vi befinder os i en dansehal sammen med 21 stærke personligheder (heraf i al fald 10 mænd og 10 kvinder) farverigt klædt på i klassiske kostumer. Bedårende tyske lieder danner en tankevækkende kontrast til den skræmmende intro, hvor danserne viser hænder og tænder frem, som ´KZ-lejrernes fanger.
Det er en del af den europæiske baggage, men forget all your troubles, for nu skal der danses. Men menneskelig grusomhed sniger sig alligevel ind på grotesk – ja ligefrem humoristisk vis – og de liflige toner – bl.a. Harry Lime-temaet fra Carol Reeds stemningsmættede spionfilm “Den tredje mand” og Charles Chaplins gøglermusik understreger det absurde og latterlige i vores adfærd.
De dansende par udviser pludselig aggressivitet overfor deres partnere, og en grædende kvinde bliver gradvist udelukket fra fællesskabet. For vi vil kun have “forår og solskin”, som det hedder i en af de yndigste tyske viser, der foregriber vores egen længsel efter idyl jvnf. “Sommer og sol”.
Mest fortryllende er scenen, hvor to søskende har været adskilt siden de var børn, og så pludselig – mens den ene sidder sørgmodig for sig selv, kommer et par ind, og kvinden får øje på sin aldrende triste søster. For hos Pina Bauch er der også glimt af håb – eller i al fald flygtig lindrig, og det er disse oaser af nærhed, vi sukker efter og som løfter os gennem livet i KONTAKTHOF.
Der behøver bestemt ikke at gå 29 år til at Tanztheater Wuppertal kommer tilbage, men man er København Danser dybt taknemmelig for, at det endelig lod sig gøre igen.
(Michael Søby)
