Det er ejendommeligt, hvorledes Liv Helms karriere som iscenesætter er blevet mere problematisk, efter hun er blevet teaterchef på Husets Teater. Hendes talrige klassikerfortolkninger fremstår oftest som klassikerreduceringer, og hun virker ikke for alvor interesseret i sin KONG LEAR, og burde egentlig have kaldt forestillingen “Cordelia”, men det havde måske ikke solgt billetter i samme grad?
Set i det lys er det forbløffende, hvor meget Dejan Cukic får ud af sin KONG LEAR. Han er dybt skræmmende, når han for alvor skælder ud over Cordelias storesøstre, men kan også være blid og blød, når der for en gang skyld er våbenhvile mellem far og datter. Et comeback? Ja, så absolut!
Liv Helm giver ham ordet til sidst, men kun for at han på patetisk vis skal sige undskyld. Den tilgivelse og menneskelighed, man finder hos Shakespeares Cordelia i forhold til sin far, eksisterer ikke i Liv Helms uforsonlige udgave.
Nanna Cecilie Bang spiller hende ellers med mange smil gennem tårer, og sentimentaliteten lurer lige om hjørnet i lighed med martyriet. En robust indsats i en sært overfladisk produktion. Kongedramaet er formindsket til en brydekamp på grus i Christian Friedländers scenografi.
Du kunne være skønt, hvis Liv Helms kunne komme med en andet tilgang til en klassiker, end de lidet elegante forkortede semi-feministiske versioner, vi er blevet spist af med i de senere år. Hvorfor lokke publikum med “Elektra”, “Peer Gynt” og “Kong Lear”, når vi i bedste fald kun får uddrag? Bare fordi dramatikerne har været døde i mange år, fortjener de stadig at blive behandlet med respekt. Det kunne de for nyligt finde ud af på Aarhus Teater, så det burde også være muligt på Husets Teater i København.
(Michael Søby)
