KOMETEN OG LILLEBROR

★★★★☆☆

Høje-Taastrup Teaterforening kan i denne sæson fejre et fornemt 60-års jubilæum, og blandt de mange attraktive tilbud finder man “Love Me Kenter” med Ann-Mari Max Hansen, som – utroligt men sandt – spillede Ofelia i den “Hamlet”-opsætning, der blev den nye teaterforenings allerførste forestilling i 1964.

Jubilæumssæsonens sidste forestilling er en lun komedie med en af Danmarks vittigste mænd, Flemming Jensen. Forestillingens glimrende titel KOMETEN OG LILLEBROR sender en kær hilsen til John Mogensens tegneserie om “Poeten og Lillemor” og ikke mindst Erik Ballings elegante filmkomedie “Poeten og Lillemor” fra 1959.

Flemming Jensen har skrevet stykket i samarbejde med den unge revyspire Lukas Birch, og sammen har de en kemi, der på opløftende vis slår bro over den såkaldte generationskløft.

Donald Andersen har med let hånd instrueret løjerne, der efter pausen også får en vis bittersød smerte, og samtidig giver Flemming Jensen og Lukas Birch chancen for at vise andre sider af deres talenter end dem, vi kender fra landets revyscener.

Flemming Jensen agerer den erfarne livskloge skuespiller, der får besøg af en ung mand, der gerne vil læse til skuespiller, og da den ældre skuespiller er i pengenød, siger han noget modstræbende ja. Men ikke alt er, hvad det ser ud til, og handlingen tager nogle uventede drejninger, inden vi når i mål.

KOMETEN OG LILLEBROR gjorde selv i en forglemmelig scenografi lykke på Taastrup Teater & Musikhus, og det bliver næppe sidste gang, at Flemming Jensen og Lukas Birch forener kræfter. Deres talenter klæder hinanden, og man føler sig overbevist om, at de begge er bedre skuespillere end dem, de optræder som i KOMETEN OG LILLEBROR.

(Michael Søby)