Ulrik Birkkjær og Thomas Mieth (grundlæggerne af dansefestivalen “København danser”) fortsætter deres ubrudte række af mesterlige dansegæstespil med SONOMA, der er koreograferet af en af Europas hotteste koreografer lige nu, spanske Marcos Morau. Med ni superseje kvindelige dansere fra sit kompagni La Veronal i Barcelona indtager han Østre Gasværk med en sanselig surrealistisk forestilling, der både betager og bevæger.
Et kæmpe kors forbinder kvinderne på scenen, mens de strør om sig med velsignelser – også til de glemte kvinder. I klassiske kæmpe-kjoler drøner de omkring på scenegulvet – uden at kjolerne forlader gulvet. Den musikalske spændvidde stækker sig fra ældre kirkemusik med kor til heftige rytmiske toner, der synes at have rødder i stammemusik, men her i en moderne bearbejdelse.
De religiøse over- og undertoner i forestillingen udmønter sig også i mere nutidige bud på, hvad vi som mennesker må eller ikke må. To dansere dukker pludselig op med gigantiske oldinge-hoveder, indtil de to gamle damer lægges i en kuffert, hvor låget smækkes definitivt i.
Mod slutningen får kompagniets medlemmer muligheder for at vise mere individuelle sider af deres talenter, og deres samlede styrke – vokalt, musikalt og spillemæssigt – er ikke til at tage fejl af.
Der tales på fransk, men inspirationen fra spanske surrealister som Luis Buñuel og Salvador Dali fornægter sig ikke i de sceniske udtryk.
Så åben dine sanser og lad KØBENHAVN DANSER: SONOMA komme dig i møde. Du vil ikke fortryde det.
(Michael Søby)