KLUMPFISKEN

★★★★★☆

Navnet KLUMPFISKEN er ikke kun forbundet med en gigantisk fisk i et nordjysk akvarie, men også med en af de største teater- og filmsucceser i Nordjyllands nyere kulturhistorie.

Der skal derfor mod til at nyopsætte det stykke, der dannede grundlaget for succesen, for hvem kan spille den fattige forelskede fisker Kesse, som hele stykket handler om? Henrik Birch fik et af karrierens absolutte højdepunkter, og modtog en Reumert-nominering for sin teaterindsats samt en Bodil-nominering og en Robert-statuette for filmversionen.

Men fordi dramatikeren Lærke Sanderhoff har skrevet så vidunderlig en tekst med så mange fine nuancer, og fordi Anne Zacho Søgaard også er en glimrende instruktør lykkedes det alligevel at frigøre sig fra den mesterlige original og skabe en ny og selvstændig version, der fungerer på sine egne præmisser.

Scenografen Siggi Óli Pálmason får gjort KLUMPFISKEN nærværende i forestilingen via et halvbue-skærm, der får publikum til at føle sig som tilskuere i et akvarie. En gaffeltruck fra havnen kan også bruges til at køre højrøvede bankfolk ind på scenen, og så rummer gulvet på Aalborg Teaters lille scene et væld af overraskelser.

Lars Topp Thomsen var i år Reumert-nomineret for en anden pragtpræstation i det Reumert-vindende stykke “Flextrafik og slagtesvin” på Aalborg Teaters store scene. Endnu et af de lokalt og socialt forankrede skuespil, som man mestrer i Aalborg bedre end noget andet sted.

Lars Topp Thomsen er også fortræffelig som Kesse i KLUMPFISKEN og vi mere end aner, at der banker et forelsket hjerte i denne Kesse bag den forbitrede facade.

Kathrine Høj Andersen har en skøn varme og umiddelbarhed, som gør, at hun fremstår som et regulært bud på en kæreste for den forsømte Kesse.

Østen Borre Simonsen er Lille-Lars, Kesses primitive hjælper på fiskekutteren, et gribende portræt af en ung mand uden de store fremtidsudsigter.

Mogens Rex runder en virkelig fin sæson af med nogle festlige biroller i KLUMPFISKEN, og får tilmed lov til at shine i nogle overrumplende musikalske indslag. Tidligere på sæsonen bevægede han også i “Flextrafik og slagtesvin” overfor Lars Topp Thomsen.

Efter aftenens forestilling var der velfortjente blomster til Lars Topp Thomsen fra den originale Kesse Henrik Birch. To storartede skuespillere, der blandt andet kender hinanden fra originalproduktionen og filmatiseringen af KLUMPFISKEN, hvor Lars Topp Thomsen spillede rollen som Lille-Lars. Ringen blev således sluttet denne tidlige sommeraften med både lune og menneskelig generøsitet.

(Michael Søby)