KLOVNEN, DER BARE IKKE VAR SÆRLIG SJOV

★★★★★☆

Kim Fupz Aakeson har efterhånden leveret materiale til et hav af børneforestillinger, men KLOVNEN, DER BARE IKKE VAR SÆRLIG SJOV ligner ikke nogen af dem. En af Danmarks bedste iscenesættere Martin Lyngbo har nemlig både dramatiseret Kim Fupz Aakesons forlæg og iscenesat på Aalborg Teaters største scene, og det er der kommet en både spektakulær, poetisk og tankevækkende forestilling ud af.

I Frederikke Dalums overdådige scenografi, der hører blandt de flotteste i sæsonens børne- og ungdomsforestillinger, må boligblokke vige til fordel for en storblomstret cirkusvogn med plads til et helt orkester på toppen. Røde glimmer-kostumer med gigantiske lyseblå sløjfer bidrager til den visuelle fest, og musikeren Thomas Hamiltons lyriske melodier indgår ubesværet i helheden godt hjulpet af Martin Lyngbos sarte tekster.

Uden på nogen måde at gøre opmærksom på sig selv er Nicolai Duckert Perrild stilfærdigt rørende som klovnen Dummy, der desværre ikke er særlig sjov, og derfor kommer i fare for at blive fyret af cirkusdirektøren, træfsikkert spillet af Jørgen W. Larsen.

Rådgivning fra en syngende løvinde (muntert gestaltet af Kathrine Høj Andersen) og tvivlsom assistance fra en usikker jonglør (karismatisk fremstillet af Thomas Kristian Bek) giver ikke umiddelbart det ønskede resultat, og selv en tur på linen sammen med den ballonbefængte linedanserinde (Johanne Andersson) sikrer ikke klovnens videre ansættelse.

Det fine ved Martin Lyngbos forestilling er, at den netop ikke handler om, at klovnen skal være sjov, men at både hans datter (yndigt spillet af Marta Holm) og publikum indser, at vi ikke kan undvære Dummy. For han har nogle andre kvaliteter, og formår at røre os i vore hjerter og der er måske i virkeligheden vigtigere?

KLOVNEN, DER BARE IKKE VAR SÆRLIG SJOV er en forestilling, der ikke afstedkommer de store latterbrøl, men i stedet får os til at føle empati, loyalitet og almenmenneskelig medfølelse, og det kan der i den grad være brug for i dag. Vi bliver ikke bare underholdt, men får noget andet og mere med hjem end et farverigt cirkusshow.

(Michael Søby)