Der findes næppe noget teater, der er mere opfindsomt end Teatergrad, når det gælder om at finde steder, der er egnet til at danne rammen om en forestilling. Denne gang har de fundet en ganske bedårende plads med en vidunderlig udsigt lige bagved Lyngby Mølle.
Parkeringsforholdene er måske ikke optimale, men så må man benytte sig af den offentlige transport eller cykle, hvilket egentlig også er helt i tråd med den samfundsmæssige sensibilitet, der ofte præger Teatergrads projekter. Det Flydende Teater er stadig producent på deres sommerforestilling, selvom vi er gået i land, men vandet er heldigvis en del af Nikolaj Heiselberg Traps scenografi.
Nadia Kløvedal Reichs opsigtsvækkende roman ”Det bedste man kan sige” handler om hendes opvækst i kollektivet ”Maos lyst” – med eller uden forældrene, forfatteren Ebbe Kløvedal Reich og billedkunstneren Alice Møller Kristensen.
Forældrene har også kærester, hvilket sled på forholdet, der også gik i stykker, selvom farmand havde håbet, at han både kunne tage konen og elskerinden med på ferie. Moderen er heller ikke fejlfri, og bebrejder datteren, at hun flytter hjemmefra, da moderen så ikke modtager børnepenge. Men i sidste ende er det faderen, der fremstår den største skurk, fordi han ikke – modsat moderen – altid er ærlig.
Dramatikeren Thomas Markmann har i samarbejde med Christine Worre Kann skabt et tankevækkende tidsbillede fra en kollektiv verden, hvor de fleste beboere tog navnet ”Kløvedal”. Forestillingen afspejler ikke mindst de kønsroller, der var under forandring, så længe patriarken kunne gøre, hvad han ville.
Malin Rømer Brolin-Tani spiller med indestængt smerte den forsømte datter, der må holde følelserne tilbage blot for at få de ofte kaotiske familieforhold til at fungere nogenlunde.
Anne Gry Henningsen lader os forstå de personlige omkostninger, det har haft for moderen at bo i kollektiv med en mand, der ikke kunne holde fingrene fra andre kvinder. Så da en af elskerinderne pludselig ringer på døren, overlader moderen pludselig børnene til hende og forlader hjemmet.
Brian Hjulman formår virkelig at fange Ebbe Kløvedal Reichs skamløse charme, der gjorde, at han i al for mange år klarede frisag som far og ægtefælde – trods uhyrlig opførelse.
Marie Louise von Bulow har begået den på en gang tidstypiske og tidløse musik, der dog for en gang skyld forekommer rigelig ensartet, selvom Christine Worre Kann bidrager positiv med sin vokale kraft.
Iscenesætter Pelle Nordhøj Kann får dog skabt en forestilling, der fremstår som en helhed, og som berører os i kraft af den gode historie og det stærke spil.
(Michael Søby)
