I iscenesætter Astrid Lindhardts version af H. C. Andersens KLODSHANS på Odense Teaters Store Scene bliver det unge publikum gradvist indført i teatrets virkemidler, og ikke mindst Simon Holmgreens lysdesign vækker jubel.
Klaus T. Søndergaards fortæller får os til at lytte, og Mads Emil Duelunds KLODSHANS har en velgørende umiddelbarhed, som de små føler sig trykke ved.
Ayshan Qvortrups Prinsesse er ikke nogen arrogant forkælet ung kvinde, men en djærv og ganske ligetil type, der godt ved, hvad hun vil ha’. Set i det lys kan det undre, at hun ikke foretrækker de to farvestrålende brødre (Astrid Lynge Ottosens kulørte kostumer, når de er bedst), fremfor den mere anonyme KLODSHANS.
Det irriterer dog, at der ikke er blevet plads til en ged, som KLODSHANS rent faktisk kan ride på, og det virker absurd, at han blot må trække den afsted. Han finder dog en at holde i hånd, men så nådig er skæbnen ikke for de to lyserøde brødre, som Rex Leonard og Sebastian Vendelbjerg desværre nøjes med at karikere.
KLODSHANS fremstår som et beskedent udspil fra Odense Teater i forhold til overdådige børneforestillinger om “Narnia” eller “Momo og tidstyvene”, og helt samme charme som Pantomime Teatrets “Klods-Hans” i Tivoli har den altså ikke. Men til en lille udflugt med de mindre børn (+3) går den an.
(Michael Søby)
