Aalborg Teater har inviteret Emil Rostrup til at dramatisere H. C. Andersens KLODS-HANS, og det er der kommet en på flere måder sympatisk, men også problematisk forestilling ud af.
Patrick A. Hansens KLODS-HANS fremstår mere dorsk end klodset, men når de andre insisterer på at kalde ham KLODS-HANS, får vi alligevel lidt ondt af ham. Så er det godt, at hans følgesvend, Amalie D. Abildgaards søde ged, minder ham om, at han bare hedder Hans.
Det er dog sværere at holde af en prinsesse (Julie Bonimowicz), der taler så grimt, og man må håbe, at de småbørn, der også er i salen, ikke lære at sige ”pis”, ”røv” og ”lorte-mor” lige med det samme.
Stakkels Katherine Høj Andersen kæmper med tyngden af fast ejendom på sit hoved – både i rollen som prinsessens mor og som KLODS-HANS’ far, men lige lidt hjælper det på komikken.
Kun duoen Nikolaj Bjørn Andersen og Oskar Bjarke Windfeldt morer, så det kan mærkes, hvad enten de agerer rødhårede pigebørn eller selvfede staldkarle. Emil Rostrup får tilmed flettet en romance ind i deres sidehistorie, hvilket må give håb for alverdens vragede bejlere, og sørme om der ikke også er lidt queer-undertoner undervejs.
Moralen i denne opsætning synes at være, at det ikke er alle regler, der skal overholdes, men det forekommer også at være en temmelig letkøbt pointe. Specielt når børnene og i særdeleshed deres forældre nægter at holde deres mobiler i taskerne under forestillingen, og flere forekommer fuldstændig ligeglade med, at de forstyrrer forestillingen og publikum, mens teatrets kontrollører ser stadig mere frustrerede ud.
En række figurer fra andre eventyr dukker op, selvom en enkelt scene, hvor ulven jager rødhætte burde have været tilstrækkelig til at forsyne KLODS-HANS med en træsko. En langstrakt fiktiv dyremishandling på scenen, så KLODS-HANS kan få en død krage med til prinsessen, virker blot som et udtryk for ualmindelig dårlig smag og elendig dømmekraft i forhold til målgruppen.
Man foretrækker klart Pantomime Teatrets ”KLODS-HANS”, hvor man møder en kæk ung mand med en god energi og en poesi, som børn har mere behov for at opleve, end at lære ord som ”lorte-mor”.
(Michael Søby)
