Franklin J. Schaffners “Abernes planet” (“Planet of the Apes”) fra 1968 fremstår stadig som den bedste af de futuristiske abefilm, som den lagde grundstenen til.
Instruktøren Wes Ball forsøger også at give sin Abe-historie et globalt perspektiv i KINGDOM OF THE PLANET OF THE APES, men den forbliver dog en pompøs og selvhøjtidelig sci-fi-film med nydelige naturscenerier og gode skuespillerpræstationer trods banale replikker.
Det er efterhånden flere generationer siden, at den livskloge Cæsar regerede. Aberne dominerer i en relativ fredfyldt verden, hvor mennesker befinder sig i periferien, men en tyrannisk abe-han ønsker at blive leder. En ung abe har dog ikke tænkt sig at svigte sine idealer og tager kampen op mod den magtliderlige abe-han.
Trods visse tekniske færdighed må man konstatere, at Wes Ball ikke mestrer begrænsningens kunst, og med en spilletid på næsten 2-og-en-halv time virker filmen nærmeste kvælende langsom.
Synd – for den er slet ikke blandt de værste af de nye abefilm.
