KERTEMINDE SOMMERREVY 2026

★★★★☆☆

En af sommerens lykkeligste teaterbegivenheder er, at man igen kan opleve revy i Kerteminde. Her skabte Mads Nørby en fornem revytradition med bl.a. Farshad Kholghi og Kim Hammelsvang som hyppige medvirkende.

Kholghi og Hammelsvang er også med på det nye hold sammen med de nye ejere af Kerteminde Sommerrevy, Sara Gadborg og Kasper Møller, som begge er kendt og elsket for deres gakkede kabareter på Teater 95B i Odense.

KERTEMINDE SOMMERREVY 2026 formår i Carsten Friis’ iscenesættelse at forene karakterer fra de gamle Kerteminde Revyer og forestillingerne i Teater 95B, så uanset hvad man måtte foretrække, så er der noget at komme efter. Undertitlen ”En aften med gods i” refererer til revyens nye hjemsted, det smukke gods Lundsgaard i udkanten af Kerteminde.

Her har man indrettet en imponerende teatersal i annexet, hvor der også er plads til den alsidige pianist Pojken Flensborg og hans unge hjælper Luca Schärfe Gadborg. Den unge mand er søn af Sara Gadborg, og ikke blot en dygtig trommeslager, men har også komponeret melodien til revyens iørefaldende åbningsnummer. Han illuderer tilmed som forsømt ukrainsk pige i revyen, og deler desuden opgaven som forestillingsleder.

Sara Gadborg bekræfter atter, at hun er født til at stå på en revyscene, for ikke blot har hun den mest udtryksfulde stemme, men hun mestrer både et højrøstet nummer om aggressivitet i trafikken og en stille vise om krigens velsignelse – hvis man vel at mærke vinder. Sangen synges sammen med Farshad Kholghi og landet, det handler om er hans gamle hjemland Iran. Men teksten er af Sara Gadborg, og hører blandt aftenens fineste.

Kasper Møller har ikke været så heldig med sine tekster denne gang, men han formår alligevel at gøre lykke bl.a. som den rigt behårede danser Ernesto.

Farshad Kholghi har fundet sin egen niche i dansk revy, hvor han med et forrygende kropssprog og en forunderlig mimik formår at fortælle historier uden ord. Denne gang låner han tiltrængt poesi til en lille romance, der er tæt på at gå i vasken på grund af hængepatter og en flyvende toupé.

Kim Hammelsvang morer både som Dennis Knudsen og Kong Charles, og er kær som en lille dreng, der bare gerne vil have en diagnose ligesom alle vennerne.  Han får også tegnet et ætsende portræt af Klattemindes borgmester, som har fået sin egen guldbyste, der nu skal erstatte Kertemindes adelsmærke, Amanda-statuen. Så blegner alle byens øvrige problemer pludselig.

Hammelsvang og Gadborg får også sagt smukt farvel til Troels Trier, der tilbragte den sidste del af sit liv i Kerteminde, og man mærker, at der er hjerte bag afskeden.

Trods et svigende tekstniveau bliver KERTEMINDE SOMMERREVY 2026 en velfortjent succes, og plakaten til næste års revy i Kerteminde er allerede trykt. Det lover godt for fremtiden, for selvfølgelig skal en skøn by som Kerteminde have en revy!

(Michael Søby)