KENSUKES KONGERIGE

★★★★★☆

Vakse store børn og deres voksne vil forstå at værdsætte KENSUKES KONGERIGE, en af årets smukkeste animationsfilm. I formfuldendte farveafstemte billeder fortælles en magisk historie om drengen Michael, der sammen med sin hund Stella falder overbord under en familiesejltur.

De lander på en tilsyneladende øde ø i stillehavet, men opdager snart, at øen også beboes af en gammel japansk mand ved navn Kensuke, der har levet der i pagt med naturen og dyrelivet siden anden verdenskrig.

Den umiddelbare mistænkelige overfor hinanden fortager sig med tiden og erstattes af en gensidig respekt og forståelse.

Instruktørerne Neil Boyle og Kirk Hendry har baseret deres betagende og livskloge filmeventyr  på en roman af Michael Morpurgo, der tydeligvis har omsorg for det rige dyreliv og den vilde natur, de lever i.

Stuart Hancocks hypnotisk smukke underlægningsmusik får det rette episke format af Bratislavas symfoniorkester, og originalversionen er speaket af stjerner som Cillian Murphy (”Oppenheimer”), Sally Hawkins (”The Shape of Water”) og Ken Watanabe (”The Last Samurai”).

Men også den danske udgave er værd at lytte til takket være bl.a. Simon Sears, Natalie Madueño – og ikke mindst Silas Santin i rollen som Michael.

Når mange af de serieproducerede animationsfilm er glemt, vil du huske den håndtegnede 2D film, der i knap halvanden time fik dig til at føle det som om, at du befandt dig i KENSUKES KONGERIGE.